Folketinget indfører en række restriktioner for at dæmpe coronasmitten

Der opfordres også til at droppe sociale arrangementer og arbejde mest muligt hjemmefra, siger statsminister Mette Frederiksen.

Nattelivet lukker, skoleelever sendes hjem til onlineundervisning og koncerter med flere end 50 stående gæster må ikke afholdes.

Sådan lyder nogle af de restriktioner, statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede på et pressemøde onsdag aften.

Regeringen har med opbakning fra et flertal i Folketinget har valgt at gøre brug af tiltagene for at mindske smitten med coronavirus og især den nye variant omikron.

- Da vi gik ind i efteråret, var vi forberedt på, at smitten ville stige, at flere desværre ville blive indlagt. Vi kendte den risiko, og den håndterer vi først og fremmest ved at skrue op for vaccineindsatsen, siger Mette Frederiksen.

Omikron-varianten har dog spredt sig så meget, at Epidemikommissionen har anbefalet, at der skrues ned for aktiviteten i samfundet.

- Det er forventningen, at det vil betyde flere smittede, flere syge og dermed potentielt flere indlagte. Dermed indebærer den nye variant også en betydelig risiko for kritisk at overbelaste sundhedsvæsenet, og det er derfor, vi nu er nødt til at gøre mere.

Vaccinerne spiller fortsat hovedrolle

Selvom antallet af smittede altså er steget de seneste uger, havde situationen været en helt anden, hvis ikke så mange danskere havde takket ja til en vaccine mod coronavirus, siger statsministeren.

En af de mest omtalte restriktioner forud for pressemødet var, at skolebørn skal hjem foran computeren og have hjemmeundervisning fra 15. december.

Årsagen til det er faktisk også vacciner - eller mangel på samme, siger Mette Frederiksen.

- Der er brug for at dæmpe aktiviteten, der hvor der er mange uvaccinerede sammen, og det er der blandt vores børn.

Håbet er, at mange børn når at blive vaccineret, inden de vender tilbage i skole 5. januar i det nye år.

Kraftig opfordring

Udover restriktionerne, der altså rammer alt fra skolebørn til nattelivet, opfordrede Mette Frederiksen også til, at arbejdspladser aflyser julefrokosten og andre sociale arrangementer.

Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen direktør, kalder det også en "kraftig opfordring".

- Det er jeg selvfølgelig ærgelig over, men jeg ved, det er det rigtige at gøre, siger han.

Det betyder dog ikke, at man skal aflyse mindre arrangementer hjemme i det private i juletiden, slår han fast.

- Men der er en kraftig opfordring til, at være ekstra opmærksom på at følge vores gode smitteforebyggende råd - også når I mødes i familien til julehygge, siger Søren Brostrøm.

Det der står allerøverst på Sundhedsstyrelsens corona-ønskeliste er dog, at der bliver taget imod vaccinen.

- Hvis I mødes i familien, særligt på tværs af generationer, hvor de ældre er med, så er min anbefaling, at I skal væres vaccinerede, siger Søren Brostrøm.

- Det er vaccinerne, der skal bringe os igennem den her vinter, og så vi kan holde et fortsat åbent samfund uden behov for yderligere restriktioner. Vacciner, vacciner, vacciner.

For tidligt at konkludere

Hos Statens Serum Institut (SSI) har man fokus på omikron-varianten, som man forsøger at blive klogere på så hurtigt som muligt. Ifølge Henrik Ullum, direktør for SSI, har vi at gøre med en ubehagelig virusvariant, da den har mange mutationer, og fordi den på kort tid har spredt sig i hele verden.

Herhjemme er der fundet 577 tilfælde - 158 det seneste døgn. Ni ud af ti af tilfældene bliver nu smittet i Danmark, så der er altså ikke længere tale om importeret smitte fra personer, der har været ude at rejse.

Og især i hovedstaden ser man en voldsom stigning i smitte med omikron.

- De tal følger desværre en matematisk kurve lige nu, så man på to dage ser en fordobling. Det er en hurtigere stigning, end vi har set med nogle af de andre i øvrigt ubehagelige varianter, vi har set tidligere i epidemien, siger Henrik Ullum.

Hovedproblemet er netop en fremskrivnign af den smittestigning, fordi det i sidste ende kan betyde flere indlagte og mere pres på et i forvejen presset sygehusvæsen.

Der har været meget snak om vaccinernes virkning på omikron. Ifølge Henrik Ullum viser de først data, at når man har høje niveauer af antistoffer, så kan omikron hæmmes.

- Det er derfor, jeg vil støtte Søren Brostrøm budskab. Vi skal lade os vaccinere. Det er vigtigt med tredje stik, så vi får boostet vores immunitet. Det er det, der gør os stærke som samfund og individuelt, fortæller han.

En anden usikkerhed ved omikron er også, hvor syg man bliver af den i forhold til for eksempel delta-varianten. Her ser man mod Sydafrika, hvor omikron blev fundet først.

Her er antallet af indlagte tidoblet på fire uger, som også er perioden, hvor omikron er vokset frem. Flere af de smittede er børn, indlæggelserne er kortere end ved tidligere bølger, og færre får ilt.

Det er dog alt for tidligt at konkludere, at man bliver mindre syg af omikron.

- Vi skal gå ud fra, at omikron giver nogenlunde de samme symptomer, som det vi har set fra tidligere udgaver af virus. Situationen er ekstrem alvorlig.