Folketinget kritiserer Løkke for lukkethed om skattesvindel

Regeringen vil ikke oplyse, hvordan svindlere fik udbetalt 12,3 milliarder kroner i refusion af udbytteskat.

Regeringen har indtil videre nægtet at redegøre for, hvordan kriminelle fik udbetalt flere milliarder kroner af Skat, og det har nu fået Folketingets Præsidium til at udtale kritik af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Folketingets Præsidium udtaler nu kritik af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det sker, fordi han og regeringen nægter at redegøre for, hvordan udenlandske kriminelle fik udbetalt milliarder af Skat, skriver Information.

Kritikken er seneste udløber af en sag, der kan ende som danmarkshistoriens største tyveri.

Udenlandske kriminelle fik 12,3 milliarder kroner udbetalt som refusion af udbytteskat, indtil udbetalingerne stoppede 6. august 2015.

Skat har redegjort for forløbet til Rigsrevisionen.

Resultatet blev kritik af Skat. Det sker, fordi Rigsrevisionen mener, at Skat kunne have sparet sig selv for udbetalinger for 3,2 milliarder kroner.

Efter den kritik har Skatteudvalget bedt om også at få en redegørelse af forløbet.

Det nægter skatteminister Karsten Lauritzen (V), der også afviser Rigsrevisionens kritik.

Han og justitsministeren henviser til, at det kan skade efterforskningen af sagen.

Det forklarer statsministeren i et brev til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

Han afviser dog ikke, at en redegørelse kan lade sig gøre på et senere tidspunkt.

Det afholder dog ikke Folketingets Præsidium fra at udtale kritik af den manglende redegørelse.

- Præsidiet finder det utilfredsstillende, hvis en almindelig mistro til folketingsmedlemmers evne eller vilje til at iagttage fortrolighed generelt fører til en uvilje i regeringen og forvaltningen mod at give medlemmerne adgang til fortrolige oplysninger, skriver Pia Kjærsgaard.

/ritzau/

Facebook
Twitter