Folketinget sætter behandlingsgaranticoronapause: 'Nogle vil miste deres førlighed'

Et politisk flertal har besluttet at suspendere behandlingsgarantien.

Udrednings- og behandlingsgarantien sættes ud af kraft, så patienter nu ikke længere har ret til behandling på et privathospital, hvis det offentlige sygehusvæsen ikke kan klare opgaven inden for 30 dage. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Hvis du går og venter på en ryg- eller knæoperation, kan du snart risikere at måtte vente endnu længere.

Regeringen har her til aften fået flertal til at suspendere den såkaldte udrednings- og behandlingsgaranti.

Det betyder, at patienter, der har ventet mere end 30 dage på en behandling i det offentlige, ikke længere har ret til med skattekroner i baglommen at få en behandling på et privathospital.

Det sker for at lette presset på sundhedsvæsenet, der oplever et stigende antal corona-indlagte, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Vi kan jo se, at vores sygehuse i stor stil udsætter planlagte operationer, fordi der skal bruges alt mandskab på det akutte og det livstruende - kræft, hjerte og covid-19 - og det er vi nødt til fokusere indsatsen på, siger han.

Regeringen har hentet opbakning fra støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale.

Hvornår ændringen træder i kraft er uvist. Først skal regering nemlig forhandle med Danske Regioner og privathospitalerne.

- Vi har brug for, at alt kapacitet i Danmark, både i det offentlige, men også i det private, bliver brugt på at hjælpe os igennem den her vinter, siger Heunicke.

Venstre står uden for det flertal, der har givet regeringen grønt lys.

- Vi synes, det er meget voldsomt, siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V).

- Regeringen kunne jo have rettet henvendelse til privathospitalerne og sagt: 'Vi vil gerne lave en aftale med jer, om at I leverer nogle ydelser'. Det behøver man jo ikke suspendere det frie sygehusvalg på baggrund af, siger Martin Geertsen.

Kan miste job og førlighed

Suspenderingen vækker kritik fra flere organisationer.

- Jeg er dybt bekymret, siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

- Det har nogle meget vidtrækkende konsekvenser for mennesker med gigtsygdomme, hvor man har brug for at komme ind og blive opereret, siger hun.

Coronapandemien har nemlig betyder, at mange patienter i forvejen har fået aflyst operationer.

- Mange af dem har været udskudt både i tre måneder og fem måneder, nogle i flere år nu, på grund af den her covid-situation, siger hun.

- Det har nogle meget alvorlige konsekvenser for de patienter. Nogle vil miste deres job, og nogle vil også miste deres førlighed på baggrund af det her, siger Gigtforeningens direktør.

Fire løse skruer i ryggen

Janus Rasmussen fra Greve er en af de borgere, der kan blive ramt.

Efter en diskusprolaps fik den uddannede møbelmontør indopereret seks titaniumskruer i ryghvirvlerne. Men nu er fire af skruerne løse.

Han går i øjeblikket med smerter og venter på en operation, der skal rette op på problemet.

- Det føles, som om der er noget forkert inde i ryggen, og det er der også - nogle løse skruer. Det er tit, når jeg går, at jeg ligesom kan mærke, at det siger "krrkk, krrrk", siger han.

Janus Rasmussen fra Greve har allerede to gange fået udskudt den operation, der skal gøre noget ved de løse skruer i hans ryg. (Foto: Dr)

Han har allerede fået aflyst to operationsdatoer, så nu håber han, at hans operation i begyndelsen af januar bliver til noget.

- Det er utroligt hårdt psykisk at man sætter sig op til en operation og tænker: 'Nu skal jeg være væk fra hverdagen i fire til seks uger', og så bliver det ikke til noget i virkeligheden, siger han.

Han frygter, at hans ryg kan få det værre, mens han venter.

- Der er eksempler på folk, der har haft løse skruer i ryggen, hvor ryghvirvlerne simpelthen er flækket, siger han.

Han synes, at den lange ventetid er frustrerende.

Røntgenbillede af Janus Rasmussens ryg. Fire ud af seks skruer er gået løs. De skal enten fjernes eller skrues på plads igen. (Foto: Dr)

- Det siger noget om hele systemet, at man har så lidt kapacitet, at man bliver nødt til at udsætte folk hele tiden.

Ældre Sagen: Sundhedsvæsenet er for skrøbeligt

Også i Ældre Sagen kritiserer man, at behandlingsgarantien nu sættes ud af kraft, hvilket vil gå ud over mange syge ældre, mener vicedirektør Michael Teit Nielsen.

- Jeg synes, at det er grove sager, at det er svækkede ældre mennesker, som nu skal betale prisen for, at man skal skaffe de her ekstra sengepladser, siger Michael Teit Nielsen.

- Det er bekymrende, at vi i dag står med et sundhedsvæsen, som ikke er spor robust. Det er for skrøbeligt og for tyndbenet lige for øjeblikket, siger han.

På Hospitalsenhed Midt, der består af hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive, fortæller direktør Thomas Balle Kristensen, at man allerede er under stort pres, som ofte gør det umuligt, at behandle folk inden for 30 dage.

- Vi står allerede i hospitalsvæsenet i en situation, hvor vi i en række tilfælde har svært ved at leve op til udrednings- og behandlingsretten, siger han.

Ventetiderne risikerer kun at blive længere, hvis antallet af indlagte coronapatienter stiger i løbet af vinteren, siger han.

- Jeg tror, at vi skal et langt stykke ind i 2022, inden vi kan begynde at vende tilbage mod en normal situation for ventetid på udredning og behandling, som vi kendte den før covid-19, siger Thomas Balle Kristensen.