Folketingsansat er taget med narko

En medarbejder fra Folketingets administration er blevet sigtet af Københavns Politi for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Medarbejderen er nu fritaget for tjeneste efter fund af poser med kokain.

En ansat i Folketinget er nu fritaget for tjeneste, fordi han havde narkotika på sig. Manden er sigtet af Københavns Politi for besiddelse af euforiserende stoffer. (© Folketinget)

En ansat i Folketingets administration er blevet sigtet for at bryde loven om euforiserende stoffer.

Medarbejderen har tilstået besiddelse af kokain i arbejdstiden.

- Det er en meget alvorlig sag, og jeg er naturligvis meget ked af, at det har fundet sted. Jeg håber, at det er sidste gang, vi hører om kokainfund i Folketinget, siger folketingets formand Christian Mejdahl.

Fritaget for tjeneste

I Københavns Politi bekræfter vicekriminalinspektør Steffen Th. Steffensen i narkoafdelingen, at der er en sag mod en ansat i Folketinget.

- Vi blev kontaktet i går eftermiddag af Folketinget og kørte derned med to mand. De fik fat i den pågældende, og vi fandt personen i besiddelse af nogle poser med 0,75 gram kokain, siger han.

Den pågældende blev sigtet for at besidde i alt tre gram kokain, hvilket han erkendte. Han er ikke sigtet for at have solgt til eller købt af andre på Christiansborg.

Fandt kokain på toiletter

Dagbladet B.T. afslørede i november sidste år brug af kokain på Christiansborg. Det skete, efter at avisen havde undersøgt 30 af Folketingets toiletter med samme test, som politiet anvender ved kokainjagt.

Tre steder blev der fundet friske rester af kokain. De tre toiletter, hvor testen afslørede narkospor, ligger i den del af Christianborg, der hedder Provianthuset.

Folketingets formand, Christian Mejdahl bad efterfølgende politiet om at undersøge påstanden om kokainfund på Christiansborg. Kort før jul indstillede politiet imidlertid efterforskningen.

Facebook
Twitter