Forældre bliver hjemme igen, igen og igen på grund af syge børn

Efterslæb fra corona og restriktive regler for aflevering i institutioner kan være forklaring.

- Lige nu ser vi mange øvre luftvejsinfektioner, lungebetændelse, opkastning- og diarrésygdom, og så har vi sådan almindelige andre ting, som børn kan blive syge af, siger Klaus Birkelund Johansen, overlæge på Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.

De seneste måneder er flere forældre blevet hjemme fra arbejde for at passe børn med for eksempel snotnæse, hoste eller høj feber.

Fra juli til og med oktober sidste år er de ansatte i kommuner og regioner blevet så meget hjemme på grund af syge børn, at der er tale om det højeste fravær på grund af syge børn i seks år.

Det viser tal for fraværet fra Kommunerne- og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Der er ikke nogen grund til at tro, at billedet har ændret sig markant siden oktober, vurderer Klaus Birkelund Johansen, der er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab og overlæge på afdelingen for Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.

- De daglige henvendelser på vores akutafdeling for børn har i november og december svaret til det, vi ser højsæsonen, som er januar, februar og marts. Så vi ligger højere, end vi normalt har gjort, siger han.

Klaus Birkelund Johansen vurderer, at de mere restriktive regler for, hvornår børn må sendes afsted i dagpleje, vuggestuer eller børnehaver, sandsynligvis spiller en rolle i forhold til, at flere børn er blevet holdt hjemme end tidligere.

Derudover spiller nedlukningerne også en rolle, mener han. For når børn ikke møder hinanden, så udsættes de ikke for smitte i så høj grad som normalt, men når hverdagen så vender tilbage til det normale, følger smitte og sygdomme.

- Den sygdom, som vi undgik i forbindelse med nedlukningen, er vi ved at indhente noget af i øjeblikket, siger han.

- Det, vi så under RS-virus epidemien i august, var jo, at der var næsten to årgange, som aldrig før havde mødt RS-virus, og derfor var der rigtig mange, der blev syge samtidig.

Ekspert: Det kan presse familier

Det er ikke uden konsekvenser for forældrene, når de mindste pludselig lægger sig med høj feber, roskildesyge eller bare har grønt snot og en barns sygedag skal i spil.

Det fortæller Pernille Tanggaard Andersen, der er professor og forskningsleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet og blandt andet forsker i arbejdsmarkedet.

For lige pludselig skal hverdagens puslespilsbrikker lægges på en ny måde.

- Med små børn, der er det jo tit ikke bare en enkelt dag, der er det tit længere tid eller flere dage. Og så kommer der den her diskussion af, hvis arbejde er vigtigst, og hvem der skal blive hjemme ind i familierne, forklarer hun.

Derudover kan det give forældrene dårlig samvittighed over for børnene, men også arbejdspladsen og kollegerne, som måske skal løbe endnu stærkere. Eller også hober arbejdsbyrden sig bare op, så der er endnu mere at se til, når man vender tilbage på job.

- Man føler måske, at man ikke slår til nogen af stederne - hverken på arbejdet eller i familielivet. Så der er måske en følelse af stress og afmægtighed.

Ikke hyggetid

Først blev Melissa Jessens børn syge med RS-virus og efterfølgende har de også været syge med forkølelse, feber, roskildesyge, mellemørebetændelse, øjenbetændelse og RS-virus endnu engang. (Foto: Martin Sorgenfrei © DR)

Følelsen af hverken at slå til over for det ene eller andet sted, kan den 27-årige socialpædagog Melissa Jessen nikke genkendende til.

Hun vurderer, at hun, siden hun begyndte på sin nye arbejdsplads 1. august, har brugt omkring 10 barns sygedage og derudover byttet vagt med kolleger en 10-12 gange, fordi hendes børn har været syge - især den yngste Kristian på halvandet år.

Dertil kommer de tilfælde, hvor børnene har smittet hende, og hun selv har været syg.

- Når jeg er hjemme med et sygt barn, så er det er jo ikke hyggetid. Det tager ekstremt hårdt på kræfterne for mig, ligeså vel som det gør for min søn, forklarer hun.

- Men det er også en masse andre mennesker, det går ud over, når jeg skal være hjemme. Min arbejdsplads skal dække ind for mig eller finde vikarer. Ja, det er ikke hyggeligt at være hjemme med sygt barn.

FacebookTwitter