Småbørnsforældre køber i stigende grad brugt, når det gælder tøj, barnevogne og legetøj til deres børn.
Siden januar sidste år har app'en Reshopper, hvor forældre kan handle brugte børneting lokalt, fordoblet medlemstallet.
Appen har over 270.000 brugere, og samlet set blev der sidste år handlet for godt 100 millioner kroner.
- Når man bliver forældre, ser man børnene gå igennem otte størrelser de første to år, og så bliver det bare meget tydeligt, at al den produktion ikke giver mening, siger Aja Guldhammer Henderson, direktør for Reshopper.
Også Den Blå Avis har oplevet en stigning i salget af børnevarer. I løbet af de sidste fire år er salget steget med 80 procent, og der er i gennemsnit fire millioner børnevarer til salg om året.
Ifølge Miljø- og Fødevarestyrelsen skal der bruges 1.400 liter vand - eller hvad der svarer til mere end 10 fyldte badekar - for at producere en enkelt T-shirt.
Hos firmaet Vigga, hvor børnefamilier kan abonnere på økologisk børne- og ventetøj, oplever man også en fremgang.
Siden ordningen startede i 2015 er mere end 100.000 stykker tøj blevet genbrugt, og på den måde har familierne sparet syv millioner liter vand.
- Det er smadderdyrt, meget tidskrævende og i sidste ende et enormt spild af ressourcer, fordi man køber noget tøj, som meget hurtigt er for småt, siger stifter Vigga Svensson og nævner, at der skal bruges 3.000 liter vand på at producere en enkelt sparkedragt.
- Derfor handler det om at finde en løsning, hvor et stykke tøj ikke bare bliver brugt af én baby, men af mange babyer. Så kan man dels sprede prisen ud, men også sørge for, at alle de ressourcer, der er blevet brugt på en heldragt, bliver brugt ordentligt, siger hun.