Forældre: Okay at rejse uden for skoleferien

Over halvdelen af forældrene i en rundspørge fra DR Nyheder siger god for, at børnene skipper skolen for at tage på ferie.

Skole & Forældre efterspørger større fleksibilitet i folkeskolen, for eksempel når familier skal planlægge ferie.

Det er langt fra ualmindeligt, at forældre trækker deres børn ud af skolen for at smutte af sted til varmere himmelstrøg.

Og det mener en stor del af forældrene i en rundspørge er okay. Over halvdelen af forældrene svarer nemlig, at det er i orden, at forældre tager på ferie med deres børn uden for skoleferien.

Rundspørgen er udsendt af Skole & Forældres magasin Skolebørn på vegne af DR Nyheders Undersøgende Databaseredaktion. 1.474 forældre har deltaget.

Frihed under ansvar

Sus Desirée har flere gange været på ferie med sine børn uden for skoleferien. De har både været på vinterferie og efterårsferie, men ikke i den klassiske uge 7 og 42.

- Det skyldes et valg fra vores side om, at det passede bedst med arbejdet, og så er det også billigere i forhold til flybilletter, siger Sus Desirée fra Aarhus Kommune.

Og det ser hun egentlig ikke som noget problem.

- Jeg synes, man har en familiemæssig frihed til at have oplevelser sammen på tidspunkter, der passer en, siger Sus Desirée.

Hun understreger, at forældre samtidig har et ansvar for, at børnene laver lektier og ikke kommer bagud, når de er på ferie. Det skal derfor tilrettelægges i samarbejde med skolen.

Bidrager med vigtige kompetencer

Men derudover bidrager det også med noget til folkeskolen, at børn holder ferie på forskellige tidspunkter af året, da børnene kan berige klassekammerater og undervisningen med fortællinger om ferier.

- Vi kan alle have forskellige rationaler, og vi skal lære at forstå og håndtere hinanden. Det er vigtigt at lære børn og det er en vigtig kompetence, siger Sus Desirée.

På de voksnes arbejdsmarked er der mulighed for fleksibilitet i forbindelse med ferier, og den fleksibilitet kan også overføres til skolebørn. På den måde kan børnene se, at man også kan gøre tingene på en anden måde, end barnet selv oplever i sin familie, mener Sus Disireé.

Hun kan godt forstå, at det kan være udfordrende for lærerne. Derfor har Sus Desirée også snakket med skolelederen om det, og han har sagt god for, at familien kunne rejse.

Skader den enkelte og fællesskabet

Men hos Danmarks Lærerforening ser man anderledes på sagen.

- Det er vigtigt, at forældre bakker op om skolens arbejde, og vi appellerer til, at man ikke trækker sine børn ud af skolen for at rejse. Familieoplevelser kan man have, når skolen holder ferie, siger Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening.

Selv om forældrene sørger for, at barnet har lavet lektier, så skader det den enkelte elev.

- Der er risiko for at misse faglige pointer. Man kan ikke få det hele ind bare ved at lave lektier. Børnene lærer tingene på en helt anden måde, når de arbejder sammen, siger Dorte Lange.

Det skader også klassen og kontinuiteten i arbejdet.

- Det er vigtigt, man er der sammen og arbejder sammen om opgaver. Ellers kan man ikke bidrage til arbejdet og fællesskabet, forklarer næstformanden.

Brug for fleksibilitet i folkeskolen

Hos foreningen Skole & Forældre er man godt klar over problematikken. Men samtidig er der også behov for mere fleksibilitet i folkeskolen, mener formand Mette With Hagensen. Det kan være dyrt at rejse i skoleferien, og mange familier er udfordret af skiftende arbejdstider.

- Det er også vigtigt for børn at være sammen med deres familie og have gode oplevelser sammen. Det lærer børnene også noget af, siger Mette With Hagensen.

Hun understreger, at det er op til forældrene at sørge for, at børnene alligevel lærere det, de er gået glip af i undervisningen.

Men derudover skal forældrene være mere opmærksomme på konsekvenserne.

- Forældre er ikke altid bevidste omkring, hvad det betyder for børnene. Derfor skal vi snakke mere om det forældre imellem og på forældremøder på skolen, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk