Forældre politianmelder Undervisningsministeriet for brud på persondataloven

De personfølsomme oplysninger i folkeskolens trivselsmålinger gemmes i strid med lovgivningen, lyder anklagen.

I de obligatoriske trivselsmålinger skal børn ned til 6 år blandt andet svare på, om de har ondt i maven eller i hovedet, når de er i skole, om de føler sig ensomme, og om de bliver drillet. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

Har du ondt i maven, når du er i skole, bliver du drillet, eller føler du dig ensom?

Det er oplysninger, som Undervisningsministeriet indsamler blandt skoleelever helt ned til 0. klasse i de årlige trivselsmålinger. Men når ministeriet oplyser, at undersøgelserne er anonyme, overtræder ministeriet persondataloven.

Det mener to forældre, som nu har politianmeldt Undervisningsministeriet for brud på loven. Det skriver Politiken i dag.

Årsagen er, at ministeriet har oplyst forældre i folkeskolen om, at de obligatoriske trivselsmålinger, som er gennemført siden 2015, er anonyme. Men det er ikke tilfældet, fortalte Politiken tidligere på ugen.

For elevernes svar bliver gemt sammen med deres cpr-numre, som registreres og indsendes på individniveau til Styrelsen for IT og Læring (STIL) under Undervisningsministeriet, som får elevernes data på individniveau. Formålet er at bruge data til registerforskning, så man eksempelvis kan samkøre med registre om børnenes socioøkonomiske baggrund.

Men det er sket uden forældrenes viden og samtykke.

Anklagerne fra de to forældre går derfor blandt andet på, at ministeriet har foretaget målingerne siden 2015 uden på lovmæssig vis at orientere forældrene om, at registreringen af data om eleverne trivsel foregår med cpr-nummer, og at personoplysningerne aldrig slettes, skriver Politiken.

Minister udsætter trivselsmåling efter kritik

Tidligere på ugen kom det frem, at undervisningsminister Merete Riisager (LA) har udsat den kommende trivselsmåling i folkeskolen som reaktion på historien.

- Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt personfølsomme oplysninger gemmes i strid med lovgivningen. Forældrene har krav på at vide, hvem der har adgang til oplysninger om deres børn, og hvad de anvendes til. Det er der sat spørgsmålstegn ved, sagde undervisningsministeren i den forbindelse.

Merete Riisager vil endnu ikke svare på, hvad der skal ske med de gemte data fra skoleleverne, som ser ud til at være blevet indsamlet i strid med persondataloven. Det skal nu drøftes med forligskredsen, som består af Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Alternativet.

Socialdemokratiets undervisningsordfører Annette Lind siger til Politiken, at oplysningerne ikke skal indsamles på cpr-niveau, hvis det ikke er nødvendigt. SF’s undervisningsordfører Jakob Mark går til drøftelserne med et klart ønske om at droppe den individbaserede del af dataindsamlingen, skriver Politiken.

Ministeriet oplyser, at mens trivselsmålingerne i folkeskolen foreløbigt er udsat, gennemføres de som planlagt på de danske gymnasier i begyndelsen af 2018.

Facebook
Twitter