Forældre til kræftramte børn: Ville være umuligt at klare det som enlig forælder

Kræftsyge børn, hvis forældrene er skilt, har dårligere chancer for at overleve sygdommen, viser ny forskning.

- Hvis man sidder med det hele alene, vil det komme til at gå ud over søskende, men også den der er syg. For man kan intet, siger Peter Mogensen, der er far til kræftkramte Simon. (© dr)

- Jeg tror ikke på, at man kan gøre det alene. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre.

Sådan siger Peter Mogensen, der er far til kræftramte Simon Mogensen på ni år.

De sidder sammen på børneafdelingen på Aalborg Sygehus, hvor Simon skal have kemobehandling.

Simon, der lider af kræftsygdommen leukæmi, bor sammen med begge sine forældre og sin lillebror på fire år.

- Hvis jeg var alene om opgaven og havde begge drenge, så ville jeg sige, at det ville være tæt på at være umuligt, siger Peter Mogensen.

Og netop det faktum, at forældrene bor sammen, har betydning for, hvor gode chancer et kræftsygt barn har for at komme sig.

Det viser en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet står bag.

Har han ondt?

Ifølge forskerne bag skyldes det, at børn med kræft kan være syge i lang tid og med komplicerede forløb, hvor forældrene spiller en central rolle. For de skal både holde styr på medicin, aftaler og undersøgelser, mens de også skal lære at reagere på barnets symptomer.

- Vi får et medicinskema med herfra, men vi skal selv stå for doseringen, og vi skal hele tiden føle på Simon, om han har ondt nogen steder og vurdere, om vi kan gøre det derhjemme eller om vi skal have fat i afdelingen, siger Peter Mogensen og fortsætter:

Det er meget krævende, når ens søn går gennem et kræftforløb, fortæller Peter Mogensen, der er far til leukæmi-ramte Simon på ni år. (© dr)

- Hvis man sidder med det hele alene, vil det komme til at gå ud over søskende, men også den der er syg. For man kan intet.

En pause fra sygdom

Det giver to andre forældre på børneafdelingen ham ret i. Det er Jesper og Helle Østergaard, der er forældre til Kristian Østergaard på fire år. Kristian er ligesom Simon også i kemobehandling for leukæmi.

- Havde jeg skulle stå med det alene så havde jeg... Det ved jeg simpelthen ikke. Det havde jeg ikke kunnet gøre, siger Helle Østergaard, og hendes mand supplerer:

- Man får brug for en gang i mellem at...

Jesper Østergaard går i stå, og hans kone tager over:

- At komme væk fra sygdom... At der er nogen, som lige kan tage over, siger hun.

- Ja. bare en halv dag eller et eller andet, fortsætter Jesper Østergaard.

Familien på tre sidder på Aalborg Sygehus, mens sønnen Kristian får kemoterapi. (© dr)

Det er ikke kun skilsmissebørn, der har dårligere chancer for at overleve. Undersøgelsen viser også, at børn med søskende og børn af forældre med en kort uddannelse også har større risiko for at dø af deres kræftsygdom.

I aften kan du se mere om ulighed i sundhed, når DR1 sender sidste program i serien "En syg forskel". Det er klokken 20.45.

Facebook
Twitter