Når en kommune træffer beslutning om at tvangsfjerne et barn fra deres hjem, står forældrene alt for ofte alene tilbage med de følelser og frustrationer, en tvangsanbringelse medfører. Sådan lyder det fra flere eksperter og organisationer.

Forældre til anbragte børn har krav på at få tildelt en støtteperson, som kan hjælpe dem med tygge sig igennem sagsbehandling og servicelov, men sorg og traumer er der sjældent nogen, der hjælper med, fortæller formand for ForældreLandsforeningen FBU Anders Brøndtved.

- Vores medlemmer oplever generelt ikke at modtage nogen former for hjælp med at bearbejde deres følelser efter en anbringelse.

Og han bakkes op af seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Tea Torbenfeldt Bengtsson.

- Mange forældre føler, at de står meget alene i de her situationer. De oplever ikke, der er nogen, der lytter til dem eller anerkender den sorg, de har, og det tab, de lider.

Og det er i følge Anders Brøndtved ikke godt nok, for ligemeget hvilken årsag, der ligger bag en anbringelse, så har forældrene brug for et sikkerhedsnet, der griber dem.

- Det er selvfølgelig et kæmpe traume at få fjernet sine børn. Pludselig skal de væk fra ens hjem, og man ved ikke, hvornår man ser dem igen. Mange forældre føler sig identitetsløse og sidder tilbage med en kæmpe sorg, som også ender med at gå udover børnene.

Børnene først?

Ifølge ekspert i socialret ved Århus Universitet Caronline Adolphsen tager lovgivningen udelukkende hensyn til barnet og forholder sig ikke til forældrenes situation.

- Det, man kan tilbyde forældrene, er hele tiden med udgangspunkt i barnet. Der er ikke fokus på den krise, det er for forældrene at få deres børn anbragt, og der er således ikke et sikkerhedsnet, der griber den kriseramte voksne.

Men et entydigt fokus på børnene betyder, at forældrene ofte bliver overset i deres livs krise, siger Anders Brøndtvedt fra FBU.

- Det er, som om man tænker: Nu har vi reddet børnene, så behøver vi ikke tænke på forældrene, fordi børnene ikke længere er i hjemmet.

Og den manglende støtte til forældrene ender med at få direkte konsekvenser for børnene, forklarer seniorforsker Tea Torbenfeldt Bengtsson

- Hvis man er i sorg og bliver meget vred, og hvis man ikke får bearbejdet sine følelser, så kan det vendes som en modstand mod at samarbejde omkring barnet, og dét ved vi går direkte udover barnet.

Også derfor ville det give mening, hvis forældrene blev taget mere alvorligt, siger talsperson for Red Barnet Pernille Spitz.

- Vi yder jo krisestøtte til mennesker, der havner i alle mulige former for kriser, så hvorfor skulle vi ikke også anerkende, at det her er en meget, meget stor krise og hjælpe forældre i den situation? Ikke mindst fordi vi er helt sikre på, at det også vil komme børnene til gavn i sidste ende.

'Jeg følte mig efterladt'

I 2021 fik Sophie fra Assens tvangsfjernet sine tre børn.

- Jeg kan ikke engang beskrive, hvordan jeg havde det i tiden efter. Jeg havde ikke lyst til at være nogen steder. Det var så svært at være i min krop.

I tiden efter anbringelsen fik hun det værre og værre, og hun endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling med en belastningsreaktion.

Sophie har ofte tænkt på om indlæggelsen på psykiatrisk afdeling kunne have været undgået, hvis hun havde haft nogen at tale med.

- Jeg var traumatiseret og stresset og bange, men jeg tror, noget af det kunne være taget i opløbet, hvis jeg havde haft nogen at tale med udover min familie og mit netværk. Jeg følte mig så forkert, jeg havde brug for at blive hørt og for, at nogen fortalte mig, at min reaktion var helt naturlig.

Chef for Børn, Unge og Familieindsatser i Assens Kommune Henrik B. Jacobsen ønsker ikke at forholde sig til den konkrete sag, men han mener generelt ikke, at Assens Kommune har beføjelser at bevillige psykologhjælp til forældrene.

- Vi agerer efter serviceloves regler, og der er ikke nogen krav til kommunerne, om at vi skal stille autoriseret psykologhjælp til rådighed overfor de her forældre. Hvis der var, ville vi selvfølgelig gøre det, men vi har ikke økonomi til at gøre mere, end hvad loven foreskriver.

Barnets lov

I følge social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil vil den nye Barnets Lov, som træder i kraft 1. januar, gøre det lettere for kommunerne at bevilge for eksempel psykolog- eller krisehjælp i forbindelse med en anbringelse.

- Med Barnets Lov får kommunerne en forpligtelse til at gå ind og se på forældrene som et selvstændigt kapitel i en anbringelsessag. De skal så se på, hvad er det for en konkret hjælp, der er brug for til de biologiske forældre. Det kan for eksempel være psykologhjælp, socialpædagogisk bistand, bistand til samvær med børnene eller støtte til bedre samarbejde med plejefamilierne.

Men den nye lovgivning kommer ikke til at give forældrene ret til krisehjælp, og sålænge, der ikke stilles et decideret krav, kommer kommunerne ikke til at tilbyde det, lyder vurderingen fra Formand for KL's socialudvalg Ulrik Wilbek fra Venstre.

- Både familie- og socialområdet står i den situation, at det er skal-opgaver, vi løser, og ikke så meget kan-opgaver, kommunerne løser. Vi mangler simpelthen rigtig mange milliarder på det her område, så når der kommer nye forslag, må det være noget, regeringen siger, vi skal gøre, og så må de sende penge med til at løse opgaven.

Det får både eksperter og organisationer til at kalde på en lovændring, der giver forældre ret til at få akut psykologhjælp i forbindelse med, at deres børn bliver anbragt, men det afviser social og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Det er afgørende vigtigt, at vi ikke inde fra Christiansborg sidder og detailstyrer. Fordi mennesker er vidt forskellige, og den måde en anbringelse, rammer en familie på, er vidt forskellig. Derfor er der også forskel på den hjælp, der er behov for.

Af hensyn til Sophies børn fremstår hun kun med sit fornavn.