Forældre: Vi er for pressede til, at vi kan få flere børn

Både politikere og arbejdsgivere skal hjælpe med at gøre det lettere at få livet til at hænge sammen for børnefamilier, lyder det fra forældreorganisation.

Hvis politikerne prioriterede arbejds- og familielivet, ville det øge incitamentet til at få flere børn, mener FOLA. (© Colourbox)

Hvis politikerne vil have danskerne til at få flere børn, skal de også gøre noget ved familie- og arbejdslivspolitikken.

Sådan lyder det fra Forældrenes Landsforening, FOLA, efter at sundhedsordførere fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og de Konservative har meldt ud, at de vil have en ekspertgruppe til at komme med bud på, hvordan danskerne bliver flittigere gæster på fødegangene.

Både arbejdsgivere og politikere skal sørge for, at det er lettere at få et liv med job og børn til at hænge sammen.

- Det er ærgerligt, hvis man er tvunget til at vælge mellem familie- og arbejdsliv, siger næstformand Dorthe Boe Danbjørg.

Hun henviser til, at det i sidste uge kom frem, at flere forældre afleverer deres børn i daginstitutioner, selv om børnene er syge.

- Det er udtryk for, at vi er pressede med at få vores familieliv til at hænge sammen, siger Dorthe Boe Danbjørg.

For stresset til det tredje barn

Og det kan også have betydning for, om folk vælger at få flere børn, mener næstformanden.

- Jeg kan høre i min omgangskreds, at folk bliver stressede og tænker, at det fungerer med de to børn, selv om man måske godt kunne tænke sig et tredje, siger hun.

FOLA vil nu henvende sig til de sundhedsordførere, der har foreslået nedsættelsen af en ekspertgruppe, for også at få lov til at give foreningens besyv med.

For hvis man som ung ved, at der fra politisk side er tænkt på at få familielivet og arbejdslivet til at hænge sammen, så kunne det måske øge incitamentet til at få børn, lyder det.

- Det er vigtigt, at man får skabt et samfund, hvor man får tingene til at gå op i en større enhed, og det kan måske få en afsmittende effekt på unge mennesker for at få børn, siger Dorthe Boe Danbjørg.

Fødselstallet herhjemme var i 2012 det laveste i 25 år. Siden 1968 har danske kvinder fået færre end de 2,1 barn per kvinde, der skal til for at opretholde befolkningen.

Facebook
Twitter