Forældreintras afløser dropper lancering efter sommerferien

Skolernes nye system Aula kommer ikke i brug før efter efterårsferien.

SkoleIntra skulle efter planen erstattes af Aula efter sommerferien, men de planer er udskudt. Arkivfoto. (Foto: Mikkel møller Jørgensen © Scanpix)

En ny digital kontaktbog, kaldet Aula, skulle efter planen være rullet ud til det nye skoleår den 1. august.

Men udrulningen er blevet forsinket indtil efter efterårsferien. Det fremgår af en e-mail, der er sendt til alle kommunernes projektledere, som DR er i besiddelse af.

Aula vurderes at få to millioner brugere, og systemet er tænkt som en erstatning af SkoleIntra.

- Landet skoler og SFO'er kommer desværre til at vente ti uger mere på Aula. Og det er smadderærgerligt, siger Poul Ditlev Christiansen, der er markedsdirektør hos Kombit, kommunernes it-fællesskab.

Kombit og Kommunernes Landsforening er ansvarlige for Aula-projektet.

- For KL og Kombit har det været vigtigt at få de sidste justeringer helt på plads og afprøvet det, inden vi ruller ud til hele landet. Jeg skal være den første til at beklage forsinkelsen, siger Poul Ditlev Christiansen.

Skuffelsen deles af Rasmus Edelberg, der er formand for Skole og Forældre, som er en landsorganisation for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen.

- Det er ærgerligt, når vi udskyder en implementering, der har været planlagt så længe. Det er vigtigt, at kommunikationen mellem skole og hjem fungerer godt, så når vi laver så stort et it-projekt, vil vi gerne have sikkerhed for, at det fungerer. Og som jeg forstår det, er det også baggrunden for, at man har udskudt det, siger han.

Kombit og KL har i fællesskab besluttet udskydelsen

Af e-mailen fremgår det, at SkoleIntra vil køre videre indtil uge 43.

Forsinkelsen skyldes de tilbagemeldinger, som folkene bag Aula-projektet har fået på de pilotprojekter, der er kørt i de seneste uger på udvalgte skoler.

Det er Netcompany, der i samarbejde med virksomhederne Frog og Advice, udvikler Aula. Kommunernes it-fællesskab Kombit står for indkøbet, mens Kommunernes Landsforening (KL) skal stå for programledelsen.

Det er Kombit og KL, der i fællesskab har besluttet at udskyde implementeringen.

Aula skal efter planen bruges af samtlige landets folkeskoler, samt af pædagoger og forældre i vuggestuer og børnehaver i mindst 95 kommuner fra 2020.

Facebook
Twitter