Kurdiske myndigheder har overdraget et spædbarn med dansk tilknytning til danske myndigheder.
Det skriver chefen for udenrigskommissionen i det kurdiske selvstyre i det nordlige Syrien, Abdulkarim Omar, på Twitter.
- I går overdrog vi et dansk spædbarn fra Islamisk Stat-familie til en delegation fra Danmarks Udenrigsministerium i overensstemmelse med et officiel hjemsendelses-dokument underskrevet af selvstyret og den danske regering, skriver han.
Ifølge den kurdiske minister er det et barn af en Islamisk Stat-familie. Han oplyser endvidere, at barnet er blevet overdraget til en dansk delegation.
Barnet har været i Red Barnets varetægt, og der er tale om en dreng. Det oplyser generalsekretær for Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, til DR.
- Den lille dreng har været i vores varetægt på et center for uledsagede, altså forældreløse, børn i al-Hol-lejren i Syrien. Vi er selvfølgelig meget lettede over, at det lille barn er på vej hjem til Danmark, siger hun.
Det danske udenrigsministerium bekræfter her til morgen, at et 11 måneder gammelt forældreløst barn er blevet evakueret til 'et tredjeland'.
Udenrigsministeriet understreger, at det har tavshedspligt i personsager og ikke kan kommentere yderligere på håndteringen af enkeltsager om fremmedkrigere og deres børn.
- Udenrigsministeriets Borgerservice er i tæt kontakt med barnets nærmeste pårørende i Danmark, der har overtaget ansvaret for drengen i det pågældende tredjeland, lyder det i et skriftligt svar fra ministeriet.
Ifølge DR's oplysninger har danske myndigheder forud for hjemtagelsen af barnet hjulpet med at få lavet DNA-test, der fastslår barnets tilhørsforhold til Danmark og familien. Udenrigsministeriet har ingen kommentarer til oplysningerne.
DR Nyheder har i juni kunnet fortælle, at en dengang syv måneder gammel forældreløs dreng med tilknytning til Danmark lå syg i den berygtede al-Hol-lejr i Syrien. Det er endnu uvist, om der er tale om det samme barn.
40 børn med dansk tilknytning
Det er kurdiske myndigheder, der har kontrol over størstedelen af de fangelejre i det nordlige Syrien, hvor tusindvis af medlemmer af terrorbevægelsen Islamisk Stat bliver tilbageholdt. En af de lejre er al-Hol-lejren.
I Danmark har familien til det syge barn i al-Hol-lejren kæmpet for at få ham til Danmark. De frygtede, at den lille dreng risikerede at dø, hvis ikke han kom ud af lejren.
Hans mor, som har dansk-somalisk baggrund, blev dræbt i et bombeangreb i marts 2019 i Islamisk Stats daværende sidste bastion, Baghouz. Hun drog som 19-årig fra Danmark for at tilslutte sig Islamisk Stats selvudråbte kalifat.
I den forbindelse blev hun frataget sin permanente opholdstilladelse i Danmark. Drengens far skulle angiveligt også være død.
Drengens familie i Danmark havde i første omgang fået at vide, at drengen var omkommet i det bombeangreb, som tog livet af hans mor.
Justitsministeriet har tidligere anslået, at der befinder sig omkring 40 børn med dansk tilknytning i lejre i Syrien.
I september oplyste justitsminister Nick Hækkerup (S), at PET vurderer, at 36 personer udrejst fra Danmark skønnes fortsat at opholde sig i Syrien eller Tyrkiet. 26 af dem har dansk statsborgerskab. De resterende 10 har haft opholdstilladelse i Danmark, men har fået den inddraget.
- Ifølge PET opholder der sig omkring 40 børn, som er danske statsborgere, med deres forældre i konfliktområdet, lød det fra Nick Hækkerup.
Udenrigsministeriet har i oktober sendt breve ud til en gruppe pårørende, der har anmodet om hjælp til at få deres børn og børnebørn hjem fra Syrien. I brevet afviser ministeriet at hjælpe familierne.
I juni hentede danske myndigheder dog en 13-årig dreng, som var blevet skudt i ryggen, ud af al-Hol. Ifølge brevet sendt til de pårørende, var der tale om, at den 13-årige befandt sig i en alvorlig helbredssituation, som ikke kan behandles lokalt.