Forbrugerråd dumper solcremers beskyttelsesevne: Se om din er en af de problematiske

Producenter og importører afviser Forbrugerrådet Tænks resultater.

(Arkivfoto). (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Skygge, solhat og solcreme er de gode gamle råd fra eksperter, når sommersolen står højt over Danmark, og din krop skal beskyttes mod overophedning, rødme og forbrænding.

Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvilken solcreme du vælger at smøre på din hud, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

Her har man både sidste år og i år testet solbeskyttelsen i en række cremer og sprays, og flere produkter dumper. De giver ikke den lovede beskyttelse, lyder det fra rådet.

- Vi tester 10-12 produkter hvert år, og vores tests viser, at det ikke er alle cremer og sprays, der lever op til det, de lover forbrugeren. Det, mener vi, er problematisk. Især fordi det er helt umuligt for den enkelte forbruger at undersøge den reelle beskyttelse, siger forbrugerrådets vicedirektør, Vagn Jelsøe.

Parfumeret økologisk solcreme

Nogle af de dumpede produkter har ifølge Forbrugerrådet Tænk en faktor, som er mærkbart lavere end den, der står på emballagen. Andre beskytter kun tilstrækkeligt mod UVA-stråler, men fejler, når det kommer til UVB-stråler, der kan give forbrændinger, allergiske reaktioner og hudkræft.

Blandt produkterne, som Forbrugerrådet har testet i år og ikke vil anbefale, er den økologiske solcreme 'Spray solaire spécial enfants SPF 50' fra Bioregena.

Selvom cremen holder den lovede UVB faktor, giver den ikke tilstrækkelig beskyttelse mod solens UVA-stråler, som kan være skadelige for huden.

Derudover påpeger Forbrugerrådet Tænk, at solcremen er parfumeret til trods for, at det er et produkt til børn, hvor parfume frarådes.

Miljømærket, men uden tilstrækkelig beskyttelse

To af de produkter, der blev testet sidste år, er kendte mærker, som sælges fra supermarkedskædernes hyldemeter, og til trods for, at de er miljø- og allergimærkede, holder de ifølge Forbrugerrådet Tænks test ikke den angivne solfaktor.

Solsprayen 'Sunspray til børn og voksne SPF 30' fra Änglamark er mærket som faktor 30, men den reelle faktor ligger ifølge rådet kun på 23, mens sprayens beskyttelse mod solens UVA-stråler kun holder sig lige omkring minimumskravet for solcremer.

Det samme er ifølge Forbrugerrådet tilfældet med produktet 'Solspray SPF 30' fra producenten Derma.

Producenter er uenige

Producenter, importører og distributører af de undersøgte cremer og sprays anfægter Forbrugerrådet Tænks resultater. De mener, at konklusionerne er forkerte:

- Vi har fået Änglamark-solcremen testet på uafhængige laboratorier som følge af testen, og med det mener vi at kunne dokumentere, at den lever op til kravene og det, der står på emballagen. Emballagen og indholdet af produktet, som rådet testede i 2018, er derfor det samme i dag, siger informationsdirektør Jens Juul fra Coop, som står bag Änglamark.

Ifølge Jette Jacobsen fra Pureday, der importerer Bioregenas til Danmark, lever produktet'Spray solaire spécial enfants SPF 50' også op til gældende krav om beskyttelse.

- Vi har efterspurgt dokumentation på Forbrugerrådet Tænks metoder og information om testen, men det har vi ikke fået, siger hun og understreger, at 'producentens tests fra eksterne laboratorier viser, at sprayen lever op til krav om beskyttelse mod UVA-stråler'.

Forbrugerrådet Tænk: Resultaterne holder

Testchef i Forbrugerrådet Tænk, Hanne Damsted Vilsbøl, undrer sig over importører og producenters holdning til testen. Hun står inde for testens metoder og resultaterne af rådets undersøgelse.

- Vi anvender anerkendte metoder og et akkrediteret laboratorium, som har både høj ekspertise og solid erfaring på området. Det er selvfølgelig godt, at virksomheden tester deres produkter igen på baggrund af vores test. Men det ændrer ikke ved, at vi som en uafhængig instans kan konstatere, at de solcremer, vi har indkøbt som en almindelig forbruger og testet helt efter bogen, ikke er i orden, lyder det i en mail til DR Nyheder.

Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, supplerer:

- Det er vigtigt, at vi kan stole på, at beskyttelsen har det niveau, der står. Alt andet kan resultere i skoldning og hudkræft, hvis man bruger solcreme med lavere faktor end lovet.

Pas på!

Med testresultaterne for øje opfordrer Vagn Jelsøe forbrugere til at tjekke solcremer og sprays en ekstra gang. Ikke bare for om beskyttelsen lever op til det, producenten lover - men også for, om produkterne indeholder problemkemi.

- Prisen er ikke afgørende for kvaliteten af solcremer og solsprays, når det kommer til beskyttelse og problemkemi. Og vi har set masser af eksempler på dyre produkter, der er problematiske. En creme med dårlig beskyttelse kan være god på andre områder, og en beskyttende solcreme kan indeholde hormonforstyrrende stoffer, siger han.

Samtidig påpeger Vagn Jelsøe dog også, at det vigtigste i disse varme dage trods alt er, at folk smører sig ind med rigeligt solcreme, hvis de vil opholde sig længere tid i solen.

- Kvaliteten af produkter er vigtigt, og det er rigtig, rigtig vigtigt, at man undgår solskader. Mange solcremer holder ikke på huden ret længe. Derfor bør de smøres på i rigelige mængder, og gerne tilstrækkeligt mange gange i løbet af en dag.

DR Nyheder har forsøgt at få fat i Derma, som er på sommerferie. I forbindelse med testen har administrerende direktør for Dermapharm A/S, Mikkel Egelund Jensen, dog skrevet, at producenten har fået foretaget en ny undersøgelse hos et internationalt, uafhængigt laboratorie, som blåstempler sprayen.

Facebook
Twitter