Forbrugerrådet anmelder Google for at krænke retten til privatliv

Det er problematisk, at Google gemmer data om deres brugere i mange år, mener Forbrugerrådet, der har anmeldt virksomheden til Datatilsynet.

Google kan via smartphone og Google-konto indsamle og gemme data om forbrugernes placering og søgehistorik i ubegrænset tid (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

Hvis du har en Google-konto, så har it-virksomheden helt styr på, hvad du har søgt på, og hvor du har været de sidste mange år.

Og det er ikke lovligt, mener Forbrugerrådet Tænk, der forsøger at sikre forbrugernes rettigheder.

De har derfor anmeldt Google til Datatilsynet for at bryde persondataloven.

- Vi synes simpelthen, at Google krænker vores ret til at have et privatliv, når vi færdes i den digitale verden, lyder det fra Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

Gemmer data i 10 år

Forbrugerorganisationen har undersøgt, hvor længe Google har gemt data om deres søgninger på internettet, og hvor de har været på forskellige tidspunkter.

De fandt ud af, at it-virksomheden i flere tilfælde ligger inde med data, der er op til 10 år gammelt. Ifølge Forbrugerrådets formand er der ingen grund til at gemme så detaljeret data om os i så lang tid.

- Vi synes, at det er helt ude af proportion med, hvad det er, man skal bruge de her data til – hvad man skal bruge til at kunne yde en god service ved for eksempel at lave målrettet markedsføring eller hjælpe os til at navigere på et kort, siger Anja Philip.

- Vi mener ikke, at det kan give en bedre service, at de ved, hvad man tilfældigvis søgte på for otte år siden, tilføjer hun.

Ifølge Forbrugerrådet har Google ikke nogen grænse for, hvor længe de gemmer data om deres brugere.

Forbrugerrådet får opbakning

Og Forbrugerrådet Tænk har en god sag. I hvert fald hvis man spørger Evelyne Sørensen, der er lektor på juridisk institut på Aarhus Universitet.

- Jeg mener, at Google overtræder nogle helt centrale principper, der står i persondataloven, lyder hendes vurdering.

Forbrugerne har selv givet samtykke til, at Google må indsamle data om dem, og de har mulighed for at få slettet deres data igen. Alligevel kan it-virksomheden ikke fralægge sig ansvaret, forklarer Evelyne Sørensen.

- Man kan ikke bare sige til forbrugere, ”I skal selv slette det”, det er stadig Googles ansvar at overholde alle de her pligter, der står i lovgivningen, siger lektoren.

Forbrugerrådet Tænk mener heller ikke, at det er helt tydeligt, hvad man som bruger giver samtykke til.

- Der står i Googles privatlivspolitik, at det kan være, at de indsamler data, og så står det på allersidste side, hvordan man kan slette de her data. Det er slet ikke tilstrækkelig oplysning om, hvad de rent faktisk gør, siger Anja Philip.

Det er krænkende

Problemet med Googles praksis er ifølge Forbrugerrådet, at det kan være meget krænkende, at de gemmer data så længe.

- Den her meget detaljerede profil, som bliver opbygget omkring dig som person kan misbruges af kriminelle personer, hvis oplysningerne falder i forkerte hænder, men det kan også bruges kommercielt til en meget aggressiv markedsføring, siger formand Anja Philip.

Hun håber derfor, at deres budskab når frem til Google.

Googles kommunikationschef i Nordeuropa Mark Jansen udtaler i en skriftlig kommentar, at Google med glæde vil besvare spørgsmål fra Datatilsynet.

Han lægger vægt på, at brugerne netop selv kan slå "Placeringshistorik" til og fra, og han forklarer, hvorfor Google opbevarer data.

- Grunden til, at vi gemmer data - såsom placerings- eller søgehistorik - er, at vores tjenester fungerer bedre og giver brugeren adgang til nyttige funktioner som eksempelvis lokale anbefalinger baseret på steder, som brugeren tidligere har besøgt, eller trafikmeldinger om brugerens daglige pendlerrute, siger kommunikationschefen.

Facebook
Twitter