Forbrugerrådet kritiserer billig kinesisk kosmetik: Hold jer fra det

Populær hjemmeside sælger læbestifter til under en tier.

Her ses nogle af de produkter, som Forbrugerrådet Tænk har testet (Foto: DR Nyheder)

Læbestifter til syv kroner. Cremer til en 50'er og en stor palet af øjenskygger for 17 kroner.

Der er nok med billige kosmetik og plejeprodukter på hjemmesiden Wish.com, men man skal passe på med at lade sig lokke af de gode tilbud.

Flere af produkterne mangler nemlig ingredienslister, der kan afsløre, om de indeholder sundhedsskadelige stoffer. En liste, der er påkrævet på produkter i EU.

Det viser en undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk har udført på 39 produkter. Af dem manglede 21 produkter en ingrediensliste og flere produkter indeholdt allergifremkaldende stoffer.

Organisationen mener, at forbrugerne skal holde sig fra hjemmesidens produkter, der kommer fra flere tusinde forskellige kinesiske småproducenter.

- Vores råd er, at folk stopper med at købe produkterne på de her sider, der handler uden for EU. Du kan ikke vide, hvad der er i dem, siger Stine Müller, der er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi og fortsætter:

- Hvis man som forbruger gerne vil undgå nogle stoffer, for eksempel parfume, som man har allergi over for, så har man ikke en jordisk chance for at se, om de stoffer er i produktet.

Populær side hos befolkningen

Den store handelsplatform Wish.com er en af de mest populære hjemmesider, når danskerne køber ind. En undersøgelse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) viser, at siden var den femte mest anvendte i 2017, når dansker skal købe ting på nettet.

Det er "stærkt bekymrende" mener Helle Fabiansen, der er direktør i Kosmetik- og hygiejne branchen.

- Når man som forbruger smører en creme på sin krop eller bruger en mascara, som indeholder nogle ingredienser, der kan være sundhedssakdelige, så udsætter man sig selv for en risiko. Man spiller hasard med sundheden, siger hun.

Det er ikke første gang, at Forbrugerådet Tænk langer ud efter Wish.com's produkter. Tidligere på året var det hjemmesidens børnelegetøj, der blev stærkt kritiseret, og også her blev forbrugerne rådet til at holde sig fra produkterne.