Forbrugerrådet vil have billigere telefoni: Afskaf roaming

Det skal koste det samme at bruge sin mobiltelefon i Spanien og i Danmark, mener Forbrugerrådet Tænk.

Ifølge Erhvervsstyrelsen vil mobiltelefonbrugerne fra 1. juli maksimalt skulle betale 1,87 kroner per MB for brug af data inden for EU. (Foto: Mie Hvidkjær © DR)

Selvom det nu er blevet billigere at sende smser og ringe, når man holder ferie inden for EUs grænser, så er det langtfra nok.

Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, som vil afskaffe de såkaldte roamingpriser, der er en særlig takst, man betaler for at bruge sin telefon i udlandet.

- Vi opfatter det kun som et skridt på vejen. Der bør ikke være nogen grund til, at det skulle være dyrere at ringe fra Spanien til Danmark end fra Danmark til Danmark, siger vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.

Priserne er sat ned

Ifølge Erhvervsstyrelsen vil mobiltelefonbrugerne fra 1. juli maksimalt skulle betale 1,87 kroner per MB for brug af data inden for EU.

Et telefonopkald koster fra tirsdag 1,77 kroner per minut, mens det koster 0,46 kroner per minut at modtage et opkald i EU. At sende en sms koster 0,55 kroner, mens det er gratis at modtage dem.

Hvorfor koster det mere på ferien?

Men hos Forbrugerrådet Tænk forstår man ikke, hvorfor det skal koste mere at bruge mobilen, når man er på ferie.

- Sådan som teknologien er, så er der ingen grund til, at det skal være dyrere at bruge telefonen i udlandet. Det er de samme telefonledninger, der bliver brugt.

- Når vi skal betale mere for at bruge telefonen i udlandet, så handler det udelukkende om, at teleselskaberne har haft en undskyldning for at hæve priserne, siger Vagn Jelsøe.

Endelig godkendelse mangler

Siden 2007 har EU gradvist sænket roaming-afgifterne, og det er meningen, at de helt skal forsvinde.

EU-Kommissionen har foreslået at afskaffe gebyrer på roaming fra december 2015, hvilket EU-Parlamentet har stemt ja til. Dog mangler der endnu en godkendelse fra EUs 28 medlemslande.

- Det kunne være rigtig fint, hvis det bliver afskaffet. Men vi ved endnu ikke, om det kommer til at ske. Så vi må bare glæde os over, at det nu er blevet billigere for forbrugerne, siger Vagn Jelsøe.

/ritzau/

Facebook
Twitter