Forbud griber om sig, mens sankthans nærmer sig: 42 kommuner forbyder afbrænding

Sankthansbål er i fare, medmindre det begynder at regne meget.

Flere kommuner vil komme på forbudslisten i de kommende dage, vurderer Jarl Vagn Hansen, der er formand for Danske Beredskaber (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det varme og tørre vejr fortsætter, og nu er endnu flere kommuner blevet tilføjet til listen over steder i landet, hvor man ikke må tænde op med åben ild.

De nye kommuner på listen er Allerød, Esbjerg, Fanø, Fredensborg, Helsingør, Hørsholm, Rudersdal og Varde.

Og flere vil være på vej, vurderer Jarl Vagn Hansen, der er formand for Danske Beredskaber. For at dømme ud fra DMI’s tørkeindeks er der meget tørt derude.

Der er kun to uger til sankthans, og medmindre det begynder at regne rigtig meget i de kommende dage, er der i hvert fald 42 kommuner lige nu, hvor der ikke er nogen grund til begynde at skrabe haveaffald sammen til et sankthansbål.

Gnister i tørt græs

- Et sankthansbål består jo af tørre grene, og hvis vinden lige er i den forkerte retning, og gnister tager fat i noget tørt græs, så løber det altså vanvittig stærkt, siger han.

- Prøv at forestil dig at være ham fra beboerforeningen, der sætter ild til bålet og kommer til at antænde genboens hus. Så er den gode stemning godt nok ødelagt, siger Jarl Vagn Hansen.

Han forestiller sig, at der også vil komme en eller anden form for restriktion på sankthansbål i de kommuner, hvor der lige nu ikke er afbrændningsforbud – simpelthen fordi naturen er så tør.

Et afbrændingsforbud betyder, at man ikke må tænde åben ild i naturen. Ukrudtsbrænderen skal man holde nallerne fra, og cigaretskodder skal ikke smides i naturen.

Man må dog gerne grille, hvis man stiller den på et fast underlag, der ikke kan brænde.

At dømme ud fra DMI’s tørkeindeks er der ganske høj risiko for tørke flere steder i landet, og dermed er risikoen for naturbrande også høj.