Forbud mod kopivarer på vej

Det skal ikke være tilladt bevidst at købe et falsk Rolex-ur. Det mener et bredt flertal i folketinget, som nu vil have ændret reglerne om indkøb af kopivarer.

Det skal ikke være tilladt bevidst at købe et falsk Rolex-ur. Det mener et bredt flertal i folketinget, som nu vil have ændret reglerne om indkøb af kopivarer. (Foto: Jørgen Jessen © Scanpix)

Det skal ikke være tilladt bevidst at købe et falsk Rolex-ur. det mener et bredt funderet flertal i folketinget, som nu vil have ændret reglerne om indkøb af kopivarer.

I dag er det i følge forbrugerrådet helt igennem lovligt at købe en falsk mærkevare eksempelvis et kopi Rolex-ur, så længe det er til privat forbrug.

- Jeg var helt klar over at der var tale om en kopivare, et falsk Rolex-ur, men jeg havde undersøgt på mit lokale skattekontor, og på hjemmesiden ForbrugerEuropa.dk, som er finansieret af Forbrugerstyrelsen, at det var fuldt lovligt, det fortalte Tommy Staugaard onsdag til DR Nyheder.

Men den udmelding er et klart flertal af politikerne på Christiansborg ikke glade for.

Bredt flertal bag ændring

Både Venstre, DF og Socialdemokraterne og SF mener ikke det er i orden, hvis man helt bevidst køber en kopivare, også selv om det kun er til privat brug.

- Jeg synes det lyder meget besynderligt, og jeg synes ikke det er rimeligt, at det skal være muligt at bryde en producents varemærke helt bevidst, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Petersen.

Og hos oppositionen er man helt på samme linje.

- Det synes jeg ikke er i orden. Jeg synes man skal skride ind overfor de tilfælde hvor man er bevidst om, at det er et falsk varemærke man benytter, siger erhvervsordfører for socialdemokraterne Orla Hav.

Erhvervsordførerne er enige om at reglerne skal ændres, så der stadig er en bagatelgrænse for eksempelvis turister, der er kommet til at tage et par uægte solbriller med hjem fra ferie, men det skal altså ikke være tilladt bevidst at indkøbe et falsk Rolex-ur.