Forening: Nu skal folk ikke være bange for vindmøllestøj

Den nye grænse for lavfrekvent støj fra vindmøller får Dansk Vindmølleforening til at juble.

Folk behøver ikke længere frygte vindmøllestøj hjemme i stuerne med en ny grænse for lavfrekvent vindmøllestøj på 20 Db. (© Colourbox)

Fra 1. januar 2012 er det slut med vindmøllestøj inde i folks stuer.

Som det første land i verden får Danmark nemlig en bindende grænse for lavfrekvent støj fra vindmøller, således at vindmøller nu maksimalt må udsende 20 dB - det svarer til lyden af træer, der blæser i en skov med en vindhastighed på 1 m/s.

Den nye bindende grænse glæder direktør for Danmarks Vindemølleforening Asbjørn Bjerre:

- Det er en rigtig god ide. Naboer, der er blevet bange for vindmøller på grund af de skræmmekampagner, som kører, får nu dokumenteret med sikkerhed, at der ikke er mere lavfrekvent støj i lyden fra vindmøller end i alt muligt andet støj, siger Asbjørn Bjerre til DR Nyheder.

- Jeg forventer, at den nye bekendtgørelse kan være med til at skabe ro rundt om i landet - også i kommunerne, der står med planlægningen af vindmøllernes placering, siger han.

Forslaget fra miljøminister Ida Auken skal nu sendes i offentlig høring, inden det forventes at træde i kraft fra 1. januar 2012.

Facebook
Twitter