Forenings frygt er blevet til virkelighed: Fredede havørne BLEV forgiftet

Tre havørne blev fundet døde den 21. september under en rede på Tåsinge.

Der er fundet giftstoffet carbofuran i de tre døde havørne, som var en voksen og to unger. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

De tre havørne, der den 21. september blev fundet døde under en rede på Tåsinge syd for Svendborg, blev forgiftet.

Det har Center for Diagnostik ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) fastslået. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse

Der er fundet giftstoffet carbofuran i de tre døde havørne, som var en voksen og to unger. Og konklusionen er, at det er giftstoffet, der har slået fuglene ihjel.

Carbofuran er et stof, der gør, at musklerne bliver lammet. Det er kraftigt og bliver hurtigt optaget via dyrets slimhinder. Det har været forbudt i EU siden 2008.

Der blev tidligere i år fundet både en død rød glente og havørn i det samme område, hvor undersøgelser også viste, at de var blevet forgiftet med carbofuran.

Fyns Politi efterforsker sagerne og opfordrer borgere til at tage kontakt, hvis de har oplysninger om sagen.

De tre havørne havde formentlig været døde i et par uger, da de blev fundet.

Frygtede forgiftning

Ørnene havde nemlig ingen ydre skader. Og fordi der ikke er befærdede veje og højspændingsledninger, som også kan være farlige for fuglene, mistænkte de derfor et giftdrab.

Det sagde Kim Skelmose, der er leder af Dansk Ornitologisk Forenings "Projekt Ørn", sidste uge, da de store rovfugle blev fundet døde.

- Det er fuldstændigt uacceptabelt. Det har ikke sin gang på jorden, at man på den måde forgifter dyrelivet, siger han.

  • Denne forgiftede havørn blev fundet ved Juelsminde i 2018. I Marslev øst for Odense fandt man også en død havørn i 2015. Her viste undersøgelser, at ørnen døde af forgiftning med det akut dræbende og ulovlige pesticid, carbofuran. (Foto: Kim Skelmose © DOF's projekt Ørn)
  • Fra 2017: Denne døde havørn blev kun fem år. Havørnene bliver kønsmoden mellem fem- og syvårsalderen. (Foto: Kim Skelmose © Kim Skelmose)
  • I går blev der fundet tre døde havørne under samme rede på Tåsinge. To unger og en han. Hunnen ledes der stadig efter. (Foto: Ecklon Erhardt © GNU Free Documentation License)
  • Preben Sørensen kigger hen på reden. Han har været herregårdsskytte i området i 27 år. Det er han ikke længere, men ørnene følger han stadig tæt. (Foto: Annesofie Brochstedt)
  • Havørne bliver kaldt 'den flyvende dør', fordi vingerne er stive og rektangulære. Vingefanget kan blive 2,5 meter. - Det er den største flyver. Man er ikke i tvivl, når man ser en havørn, siger Preben Sørensen. (Foto: Kaare Smith © Scanpix)
1 / 5
Facebook
Twitter