Forfatter: Fonde redder prins Joachim fra milliongæld

Ifølge den kongehus-kritiske forfatter Jens Høvsgaard efterlader prins Joachim et slot, der er belånt for mange millioner.

I en udsendt pressemeddelelse fortæller Prins Joachim, at det har været en vanskelig beslutning at afhænde Schackenborg. (Foto: Hans Chr. Gabelgaard © Scanpix)

Prins Joachim og prinsesse Marie flytter fra Schackenborg, har der stået på flere mediers forsider her til eftermiddag.

Det er dog en sandhed med modifikationer, mener forfatter og journalist Jens Høvsgaard, der har beskæftiget sig indgående med kongehuset.

- De har jo reelt ikke boet der. Det er ren storytelling fra Kongehuset. De har boet i København i mange år, siger Jens Høvsgaard, der også fortæller, at børnene er indskrevet på Københavnske institutioner og skoler.

De har reddet røven på ham

Jens Høvsgaard står bag bogen ' Det koster et kongerige', hvori han kritiserer Kongehusets brug af offentlige midler.

Heri kritiserer han også forholdet mellem Kongehuset og erhvervslivet, som angiveligt skulle være ganske tæt. Og det viser sig også med Joachims fraflytning.

- De redder reelt røven på ham, forklarer han med henvisning til Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond, der indskudt 113 millioner kroner i den nye fond, som fremover skal drive slottet.

Schackenborg slot skulle nemlig være voldsomt belånt, og ifølge Jens Høvsgaard skulle det fremgå af Tinglysningen, at der er blevet optaget lån for omkring 42 millioner kroner i slottet.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at finde oplysningerne i Tinglysningen, men det kunne tirsdag eftermiddag ikke lade sig gøre.

Kongehusets reaktion

Fra Hoffets side vil man ikke gå ind i en diskussion om Jens Høvsgaards kritikpunkter.

Hofmarskal Ove Ullerup forklarer dog, at prins Joachim og prinsesse Maries ophold på Schackenborg svinger meget fra år til år - det kommer blandt andet an på, hvilke officielle opgaver eller rejser parret har.

Med hensyn til økonomien i Schackenborg, så vil og kan han ikke diskutere privatøkonomien, men siger, at alle landmænd vil kunne nikke genkendende til større lån i landbruget.

- Og belåningsgraden ligger helt indenfor det normale på en ejendom som Schackenborg, der har en samlet ejendomsvurdering på over 130 mio. kr., siger Ove Ullerup.

Facebook
Twitter