Forfatter til bog om Nedim Yasar: Han følte sig ikke truet

Fortiden fyldte meget lidt i Nedim Yasars liv, siger Marie Louise Toksvig.

Marie Louise Toksvig arbejdede sammen med Nedim Yasar på radioprogrammet 'Politiradio' på Radio24syv. Det er også hende, der har skrevet bogen 'Rødder', som netop er udkommet om hans liv.

Da Marie Louise Toksvig trillede forbi Nedim Yasar i sin bil mandag aften, var han glad, overvældet og "næsten barnligt stolt".

Han havde lige fejret udgivelsen af bogen om hans liv, 'Rødder', som Marie Louise Toksvig er forfatteren bag. Hun vinkede til ham gennem ruden.

Cirka et kvarter senere blev han skudt af en endnu ukendt gerningsmand.

Siden debattøren og radioværten Nedim Yasar døde, har spørgsmålene stået i kø.

Hvorfor blev bogreceptionen holdt i Københavns nordvestkvarter? Hvorfor havde Nedim Yasar ikke sin overfaldsalarm på sig? Og hvorfor var der ikke politi til stede ved arrangementet?

Svaret er ret simpelt, ifølge Marie Louise Toksvig, som udover at være kvinde bag bogen om Nedim Yasar, var hans medvært på radioprogrammet Politiradio på Radio24syv og hans ven:

Nedim Yasar følte sig sikker på, at hans fortid som bandeleder var et afsluttet kapitel.

Lod sig ikke skræmme

Marie Louise Toksvig mødte Nedim Yasar første gang, da hun inviterede ham ind som medvirkende i radioprogrammet 'Politiradio'. Det var i 2016, ikke lang tid efter han havde afsluttet sit bandeexitprogram.

Han var nervøs. Ikke på grund af sin fortid, men fordi han skulle i radioen. Han ville gerne gøre det godt. Det gjorde han, og siden blev han medvært på programmet.

Sammen fik de idéen til at skrive en bog om hans liv. Nedim Yasar fortalte åbent og ærligt om sit liv. Om sin vej ind i kriminaliteten og om vejen ud igen. Undervejs diskuterede de, om bogen kunne sætte Nedim Yasars sikkerhed over styr.

- Nedim kendte de kriminelle bandemiljøer bedre end de fleste. Han var udmærket godt klar over, at der kunne være nogen, der blev provokeret over, at han valgte at tale åbent om sin fortid og om miljøet, fortæller Marie Louise Toksvig.

Undervejs i arbejdet med bogen blev Nedim Yasar overfaldet i sit hjem. Det skete i august 2017. Men det skræmte ham ikke fra at fortælle sin historie.

- Efter overfaldet talte vi om, hvad det betød i forhold til bogen og radioprogrammet, men han ville ikke drømme om, at vi skulle stoppe. Han ville ikke finde sig i, at der var nogen, der prøvede at få ham til at tie stille, siger hun.

Nedim Yasar var stolt af bogen om hans liv, fortæller Marie Louise Toksvig, som er forfatter til bogen. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

- Det han kaldte det 'normale samfund'

I løbet af den tid Marie Louise Toksvig kendte og samarbejdede med Nedim Yasar, gennemgik han en forandring. En forandring, han allerede tog hul på i 2012, da han først besluttede sig for at forlade bandemiljøet.

Da de to mødtes, var trusler og fortidens skygger stadig en del af Nedims liv. Han var 'tidligere bandemedlem'. ;Men i tiden op til bogudgivelsen fyldte hans kriminelle fortid derimod næsten ingenting for ham, fortæller hans kollega.

- Jeg oplevede ikke, at trusler eller forbindelsen til hans fortid fyldte ret meget i hans hverdag. Vi kan godt kalde ham tidligere bandemedlem, men vi kan også kalde ham pædagogstuderende, for det var han også. Han havde lige fået en ny kæreste, han var glad for. Han syntes ikke altid, han fik passet sin træning nok. Han var optaget af at lave god radio og af, at hans bog skulle komme ud, siger hun.

Nedim Yasar var med andre ord blevet en del af det, han selv kaldte 'det normale samfund', fortæller Marie Louise Toksvig.

Og når man er det, forventer man at kunne sige, hvad man vil og dele sin viden, uden at det skal koste livet.

Derfor havde hverken Nedim Yasar, Marie Louise Toksvig eller nogen som helst andre overvejet at bede om politibeskyttelse til bogreceptionen på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter for to dage siden.

Flaget var på halvt hos Radio24syv dagen efter Nedim Yasar blev skudt. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Nægtede at tie

Det var også derfor, Nedim Yasar ikke havde den overfaldsalarm, han havde fået af politiet på sig.

- Jeg har ikke hørt ham udtrykke behov for, at politiet skulle passe på ham. Han så det som fuldstændig naturligt, at han talte, om det han ville, når han ville. Han gik ikke rundt og ventede på farer bag hvert et gadehjørne. Han levede ikke i et højspændt konfliktscenarie, paranoia eller frygt for at noget kunne ske, siger Marie Louise Toksvig.

Hun fortæller, at der blandt gæsterne til bogreceptionen forleden var personer, der er ansat i politiet. De havde heller ikke overvejet, at der kunne være behov for beskyttelse.

- Du og jeg forventer heller ikke, at det kan koste os livet, hvis vi siger noget, der provokerer nogen. Det er jo ikke sådan, vi lever, konstaterer Marie Louise Toksvig.

Lige efter receptionen blev Nedim Yasar skudt, og dagen efter blev han erklæret død.

Politiet ved endnu ikke, hvem der står bag mordet, eller hvad motivet kan have været.

Marie Louise Toksvig kalder det absurd, hvis drabet har noget at gøre med bogen eller Nedim Yasars offentlige optræden.

Men én ting ved forfatteren:

- Jeg er fuldstændig sikker på, at Nedim aldrig nogensinde ville acceptere en præmis om, at man skulle afholde sig fra at sige, hvad man mener, fordi nogle idioter kan finde på at gøre en ondt.

Selv er hun ked af det, chokeret og rasende.

- Jeg tror ikke helt, jeg har forstået det endnu. Jeg har en følelse af, at hjertet græder, blodet koger, og hjernen spinder, og det gør mig ondt for Nedim og for alle dem, der har kendt ham, siger hun.