Forladt spædbarn i København er en pige

Der er tale om et barn, der vurderes til at være mellem nul og fem dage gammelt, oplyser politiet.

(arkiv) Det er i området ved Grøndals Parkvej, at et spædbarn er blevet fundet. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Et forladt spædbarn er blevet fundet ved Grøndals Parkvej i Vanløse.

Den tæt trafikerede færdselsåre støder op til det grønne område Grøndalsparken mellem Vanløse og Frederiksberg.

- Vi fik anmeldelsen kl. 23.14 i aftes. Spædbarnet har det efter omstændighederne godt, oplyser central vagtleder ved Københavns Politi Carsten Reenberg.

Tirsdag morgen oplyser Københavns Politi, at der er tale om en lille pige, der vurderes til at være mellem nul og fem dage gammel.

- Jeg vil opfordre moren og andre, der har viden om det lille barn, til at henvende sig, siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi.

Politiet oplyser, at barnet var efterladt på en måde, så der var en høj sandsynlighed for, at det ville blive fundet.

Den lille pige var svøbt i materiale, som politiet nu benytter som udgangspunkt for en efterforskning.

Hun er tirsdag til tjek på et hospital, hvorefter de kommunale myndigheder tager over.

Facebook
Twitter