Forlig på plads i Triple A-sag

Et forlig er nu faldet på plads mellem TV 2 og den unge mand, der blev hængt ud som medlem af en gadebande. Men manden er langt fra tilfreds. Han får 75.000 kroner, men han er utilfreds med TV 2 udlægning.

TV2 har indvilget i at betale erstatning til den unge mand i indslaget. Her Tjes Boogie - musikeren bag Triple A videoen. (Foto: Kaare Smith © Scanpix)

Den unge mand, der blev hængt ud i TV 2 som medlem af gadebanden Triple A, er stærkt utilfreds med tv-stationens beskrivelse af sagen.

TV2 offentliggjorde onsdag, at der nu var indgået et forlig i sagen. Og det er tv-stationens beskrivelse af sagens omstændigheder, der er faldet hovedpersonen for brystet.

- Han er meget utilfreds. Det er dårlig etik, siger mandens advokat, Peter Hjørne.

Oprindeligt havde manden, Azim Tariq, krævet en halv million kroner for at have optrådt i et tv-indslag, der påstod, at en ny voldsom gadebande havde fået fodfæste. Men billederne stammede fra en musikvideo.

TV 2 indrømmer fejl

Ifølge Peter Hjørne er sagen endt med, at TV 2 betaler 75.000 kroner. Der var onsdag forvirring om sagen, da Tariq først afviste, at der var indgået forlig, men Peter Hjørne bekræftede torsdag, at forliget nu var på plads, og dermed hæves den sag ved retten, som Azim Tariq havde anlagt.

På sin hjemmeside skrev TV 2 onsdag, at der "blev begået væsentlige fejl ved tilblivelsen af indslaget". Men TV2 har i forliget fastholdt, at Azim Tariq ikke blev lokket til at deltage under falske forudsætninger.

Ifølge Peter Hjørne vil han nu skrive til TV 2 og gøre opmærksom på sin klients synspunkter.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter