En 47-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet af Københavns Byret, sigtet for bedrageri i en sag om at støtte danskere, der kæmper i Ukraine.
Ifølge DR's oplysninger drejer det sig om Christopher Clausen, der er formand for foreningen Danish Foreign Legion, som DR afdækkede i december 2022.
Christopher Clausen skal have "fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse hos de forurettede" i relation til sit frivillige arbejde som formand for Danish Foreign Legion, lyder det i sigtelsen. Foreningen har siden foråret 2022 arbejdet for at støtte danske Ukraine-krigere med nødhjælp og udstyr.
Ifølge politiet er sagerne foregået mellem 8. marts 2022 og 10. oktober 2022.
Manden er sigtet for bedrageri imod 15 personer. Han nægter sig skyldig i sagen og har ingen yderligere kommentarer til sigtelsen, oplyser hans forsvarsadvokat til DR.
Blev politianmeldt for aldrig at have leveret livsnødvendigt udstyr
DR beskrev i december, hvordan flere personer havde politianmeldt formanden for Danish Foreign Legion. En af anmelderne, som nu er forurettet i sagen, er Nicky Grodtkorp Hansen, som havde betalt 15.300 kroner til foreningen for indkøb af tre veste og tre hjelme, som han selv ville videresende til danske krigere i Ukraine.
- Jeg har ikke fået udstyret, og jeg har heller ikke fået pengene tilbage – trods utallige rykkere, fortalte Nicky Grodtkorp Hansen i december 2022 til DR.
I et interview med DR ønskede Christopher Clausen dengang ikke at forholde sig til Nicky Grodtkorp Hansens politianmeldelse.
- Det vil jeg sådan set ikke udtale mig om. Det har jeg ikke nogen udtalelser om, sagde Christopher Clausen.
Ifølge retsbogen fra grundlovsforhøret tirsdag erkendte Christopher Clausen at have modtaget betalingerne, men sagde også, at flere af de forurettede havde modtaget det, de havde betalt for. Årsagen til, at nogle personer ikke havde modtaget varerne var, at det frivillige arbejde var blevet for overvældende.
Sigtede oprettede indsamling til afdød dansk Ukraine-kriger – pårørende fik aldrig en krone
Ifølge sigtelsen har en af de forurettede betalt Christopher Clausen 300 kroner for at få hjembragt en afdød dansk Ukraine-kriger. Politiet mener, at pengene aldrig gik til det formål.
DR har tidligere beskrevet, hvordan Danish Foreign Legion, med Christopher Clausen i spidsen, har samlet penge ind til støtte for en 25-årige dansker, der døde i Ukraine i slutningen af april måned.
Men ifølge DR’s oplysninger er den 25-årige danskers lig aldrig blevet identificeret eller begravet, hverken i Danmark eller i Ukraine. I tilfælde af overskydende beløb ved indsamlingen er pengene øremærket den 25-åriges pårørende, fremgår det på hjemmesiden for Indsamlingsnævnet, der har godkendt foreningens indsamling.
Men de pårørende har ikke modtaget en krone fra Danish Foreign Legion. Det oplyste de i december 2022 til DR.
Hvor er foreningens indsamlede penge?
Christopher Clausen forklarede i grundlovsforhøret, at pengene, han har indsamlet og modtaget som formand for Danish Foreign Legion, er gået til foreningens arbejde. Blandt andet til lommepenge til soldaterne, kikkertsigter og kontanter udleveret til soldater.
Ifølge retsbogen for grundlovsforhøret har han fortalt, at det kan dokumenteres ud fra regnskaber. Christopher Clausen ønskede dog ikke at fremvise de dokumenter, da DR i december 2022 lavede et interview med ham, hvor han blev spurgt ind til, hvordan foreningens penge er blevet brugt:
- De er jo gået til alt muligt. De er gået til pårørende, de er gået til tøj, de er gået til mange ting. De er jo ikke kun gået til pårørende. Det har gået til mange ting, altså, forklarede Christopher Clausen det dengang.
Kan du dokumentere det?
- Jeg kan sagtens dokumentere det.
Vil du så sende det i en mail til mig?
- Nej. Nej.
Hvorfor ikke?
- Fordi de navne, vi har, som vi donerer til, det kommer ikke dig ved. Det kommer simpelthen ikke dig ved.
Har allerede en bedrageridom bag sig
Ifølge retsbogen fra grundlovsforhøret tirsdag oplyste anklageren, at Christopher Clausen tidligere er dømt for bedrageri. Det blev han i december 2021, hvor han blev idømt en delvist betinget fængselsdom på to år og seks måneder.
Han blev samtidig dømt til at betale 3,4 millioner kroner i erstatning i sagen og blev dengang frakendt retten til at stifte, være direktør eller sidde i bestyrelser i selskaber i to år, ifølge dommen fra 2021, som DR har indsigt i. Sagen blev dengang afdækket i flere medier, herunder Finans, Børsen og Berlingske.
Christopher Clausen blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i 27 dage.