Formand for muslimsk gravplads: Lad være med at blæse tingene op

Den Muslimske Gravplads i Brøndby maner til besindighed efter gravskændingen fredag.

Den Muslimske Gravplads i Brøndby opfordrer til, at sindene ikke kommer alt for meget i kog, efter at 50 gravsten blev væltet og udsat for hærværk fredag aften. (Foto: Niels Ahlmann Olesen © Scanpix)

Den Muslimske Gravplads i Brøndby opfordrer til, at sindene ikke kommer alt for meget i kog, efter at 50 gravsten blev væltet og udsat for hærværk fredag aften.

- Vi maner til besindighed og håber ikke, at politikere og andre bruger episoden til at blæse tingene op, siger formanden for Dansk Islamisk Begravelsesfond, Ahmet Deniz.

Kommentaren kommer efter en dag, hvor politikere over hele linjen har taget voldsomt afstand fra gravskændingen - men også brugt den til forskellige politiske udmeldinger.

Ahmet Deniz minder om, at gravfreden også tidligere er blevet krænket på de kristnes kirkegårde.

Håber på døgnbemanding af gravplads

Omkring 50 grave blev raseret og flere gravsten knækket i fredagens hærværk.

Det er ikke første gang, at muslimernes gravplads bliver offer for hærværk.

Tidligere har man fundet grisehoveder både uden for og inde på begravelsespladsen - men det er første gang, at gravsten er blevet væltet og knækket.

Derfor håber formanden også, at de snart får en tilladelse igennem i Brøndby Kommune, som gør dem i stand til at have en større bemanding på stedet.

- Lige nu er der ansatte i dagtimerne, men vi håber at kunne udvide bemandingen, så der kommer vagter på stedet det meste af døgnet, siger Ahmet Deniz.

Facebook
Twitter