Det var udsigten til, at hele seks ministerier står bag stresspanelet, der fik den nyudnævnte formand Anette Prehn til at sige ja til at stå i spidsen for regeringens nye stresspanel.
Hun håber, at rådets 11 medlemmer kan komme med konkrete forslag til, hvordan vi både som individer og som samfund mindsker stress.
- Som ansvarligt samfund er det afgørende, at vi får knækket koden til, hvad der skaber det høje stressniveau, og hvad vi helt konkret kan gøre ved det, siger Anette Prehn. Hun er sociolog og forfatter til flere bøger om hjernen.
Stress kan være sundt
Hun håber, at panelet kan være med til at få nuanceret debatten om stress.
- Stress er sådan set sundt og godt, når det er kortvarigt. Den med til at gøre os klar til en præstation, men når den bliver langvarig, og vi ligesom aldrig når den restitution, der er så vigtigt, så bliver den et problem.
Hun mener, at tendenser i samfundet kan forstærke problemet:
- Når vi har ungdomsårgange, hvor omkring 40 pct. melder ud, at de er stressede, at de oplever negativ stress, så er der noget, vi ikke gør godt nok, og det kan sagtens handle om lederskab. At vi skal være tydeligere som voksne, som kultur, og også være klar til at imødegå nogle af de normer, der skabes.
Tag stilling til sociale medier
Når det handler om at forebygge stress, opfordrer hun folk til at tage stilling til, hvilken rolle, man ønsker, eksempelvis sociale medier skal spille i ens liv.
- Det at kunne vælge fra er et essentielt element i det at trives og kunne præstere. At vi evner at trække en streg i sandet, siger hun og tilføjer:
- Vi har i hjernen en meget begrænset båndbredde, og den har ikke ændret sig af, at vi har fået digitale hjælpemidler. Der er mange samfundstendenser lige nu, der ikke respekterer den båndbredde, siger panelformand Anette Prehn.
Panelets arbejde vil ifølge Sundhedministeriet tage afsæt i fire temamøder i løbet af efteråret og vinteren 2018 med ministre, eksperter og meningsdannere.
- Disse fire temamøder skal munde ud i tre mulige tiltag efter hvert møde, som regeringen kan bruge i arbejdet med at forebygge og reducere stress, hedder det i en pressemeddelelse.
Forening: Hvor er forskerne?
I Stressforeningen hilser næstformand Birgitte Larsen stresspanelet velkomment. Hun undrer sig dog over fraværet af forskere på området, og håber, at panelet vil tage den nyeste viden med ind i sine anbefalinger. Og så håber hun, at man også vil se på politikere og erhvervslederes medansvar.
- Stress en kombination af flere årsager, og der er politikerne altså med til at skabe et stresset samfund. De stiller flere krav til ledige og unge, og arbejdsgiverne strammer skruen. Det forplanter sig til de voksne, og det smitter af på de unge, siger hun.
- Vi oplever, at folk er mere tilbageholdene med at stå frem som stressramte, og det er jo den stik modsatte vej, end det vi anbefaler, siger Birgitte Larsen fra Stressforeningen.