Formand og direktør trækker sig fra skandaleramt a-kasse

Akademikernes A-kasse afskedigede tidligere direktør i september efter flere afsløringer.

Allan Luplau, formand i Akademikernes A-kasse, har valgt at trække sig fra posten efter flere måneders turbulens. (Foto: Akademikernes A-kasse © Akademikernes A-kasse)

Formand i Akademikernes A-kasse (AKA), Allan Luplau, trækker sig fra posten 4. januar 2019.

Allerede fra dags dato ændres ledelsen i a-kassen. Den konstituerede direktør, Britt Dyg Haun, og sekretariatschef, Line Verbik Byriel, trækker sig begge, oplyser a-kassen i en pressemeddelelse.

Vicedirektør Mette Gregersen konstitueres som administerende direktør frem til ansættelsen af en ny direktør.

Bestyrelsen forventer at have en ny administerende direktør på plads i første halvår 2019.

Ændringerne kommer efter flere måneders turbulens i a-kassen. I slutningen af september besluttede man at afskedige administrerende direktør, Michael Valentin.

Fyringen blev udløst på baggrund af et internt tip fra en medarbejder.

Man har siden fået revisionsfirma til at undersøge alle forhold omkring Michael Valentins økonomiske dispositioner i AKA, ligesom man igangsatte en ekstern advokatundersøgelse, der skulle afdække de juridiske aspekter af de samme forhold.

- I den over 100 sider lange advokat-undersøgelse lyder konklusionen, at hverken bestyrelsen, formandskabet eller den tilbageværende ledelse kan drages til ansvar for de forhold, som førte til afskedigelsen af den tidligere direktør, oplyser AKA i pressemeddelelsen.

Det har dog tidligere været fremme, at Michael Valentin er blevet politianmeldt for at have modtaget returkommission i form af vinrejser.

Ansatte: Vi er lettede

Tillidsrepræsentanterne for medarbejderne i AKA, Thomas C. Høyer og Vivi Zimling, oplyser, at man er lettet over, at der nu er mere afklaring på situationen.

- Der er brug for en ny ledelse, som kan skabe ro og tillid til a-kassen igen, og det håber vi kommer nu, skriver de i en mail til DR Nyheder.

De understreger, at medarbejderne ikke har haft kendskab til de dispositioner, som har fundet sted under den tidligere ledelse.

- Vi er rystede over de ting, der er foregået, og det er væsentligt for os at tage offentligt afstand fra den måde, vores tidligere ledelse har ageret på, skriver de.