Formand for Rådet for Socialt udsatte: Pengene falder på et tørt sted

Milliongave fra A.P.Møller-fond er en falliterklæring for samfundet, mener Jann Sjursen.

(Foto: DR © DR)

Tidligere i dag skrev Altinget, at den A.P Møllerske Støttefond i de kommende år vil donere 750 millioner kroner til udsatte borgere.

De mange millioner skal gives til tre fokusområder - blandt andet til udsatte unge. Og netop det område har brug for en saltvandsindsprøjtning ifølge Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

- Der er ingen tvivl om, at der i disse år er nogle udfordringer med at nå udsatte unge - både i forhold til dem der har et misbrug, og dem som har brug for hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Derfor falder pengene på et tørt sted, men donationen retter ikke op på problemerne.

- Donationer sætter i virkeligheden spotlight på, at vi lever i et samfund, som i dag ikke magter eller vil prioritere at tilbyde de nødvendige indsatser – både i forhold til unge udsatte, men også andre udsatte helt generelt, siger Jann Sjursen, og fortsætter:

- Penge fra private organisationer er meget velkomne, men omvendt er det også lidt af en falliterklæring for samfundet generelt, at man ikke selv er i stand til at generere så mange penge, som der er brug for på det her område.

De 750 millioner kroner skal udmøntes over de næste fem-seks år.