Forsamlingsforbud på 10 personer gælder til den 8. juni 2020

En ny aftale om genåbningens fase 3 betyder, at forsamlingsforbuddet på 10 personer står ved magt indtil den 8. juni.

OBS den 13. april 2021: Vi kan se, at denne artikel i øjeblikket bliver læst igen, men vil gøre opmærksom på, at den er skrevet for knap 11 måneder siden, nemlig den 7. maj 2020.

*******

Danskerne skal ikke gøre sig forhåbninger om at kunne holde større bryllupsfester eller fødselsdagsfejringer uden for hjemmets fire vægge under fase 2 i genåbningen af Danmark.

Forbuddet mod at være forsamlet mere end ti personer vil nemlig være gældende i hele fase 2 af genåbningen.

Sådan lød det torsdag fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

- Som udgangspunkt i fase 2, det vil sige den næste måneds tid, gælder grænsen for, hvor mange der må samles. Det er maksimalt 10 personer, og det gælder fortsat, sagde hun.

Dagen efter blev det så offentliggjort, at forsamlingsforbuddet vil blive hævet fra 10 personer til 30-50 personer, når fase 3 af genåbningen indledes den 8. juni. Det sker dog kun, såfremt antallet af indlagte og smittede ikke stiger mere end ventet.

Kan koste bøde på 2.500

Det fremgår af en aftaletekst mellem regeringen og partierne, der blev forhandlet på plads i nat. I aftalen fremgår det også, at der vil blive udarbejdet anbefalinger for afholdelse af bryllupsfester, konfirmationsfester mv.

Forsamlingsforbuddet betyder, at politiet kan udstede bøder til personer, der har forsamlet sig i det offentlige rum. Sådan en bøde løber op på 2.500 kroner til hver person i forsamlingen.

Regeringen har allerede tidligere slået fast, at der vil være en grænse på forsamlinger frem til 1. september. Inden da vil det ikke være lovligt at forsamles mere end 500 personer. Men indtil den 8. juni er det altså grænsen på 10 personer, der gælder.