Forsikringsselskab har i årevis givet gravide ulovlige afslag

‘Klokkeklar kønsdiskrimination’, siger Institut for Menneskerettigheder.

PFA har haft som praksis at afvise gravide kvinder siden begyndelsen af 1990’erne, hvor selskabet begyndte at udbyde helbreds- og sundhedsforsikringer. Det oplyser koncernjuradirektør i PFA, Dorthe Bundgaard. (Grafik og illustration: Michael Dorbec / Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Et ukendt antal kvinder har fået ulovlige og diskriminerende afslag fra Danmarks største pensions- og forsikringsselskab, PFA.

Gennem flere år har PFA afvist at hjælpe gravide kvinder, som har ønsket at gøre brug af deres helbredsforsikring hos selskabet.

En af de afviste kvinder er Rikke Juhl. Hendes sag med PFA begyndte i 2018, da hun var gravid.

Hun havde smerter i ryggen. Derfor ringede hun til sit forsikringsselskab.

- Da jeg fortalte dem om problemerne med min ryg, og at jeg var gravid, sagde manden i telefonen 'stop – hvis du er gravid, så dækker vi ikke'. Jeg sagde til PFA, at jeg syntes, at det var urimeligt at stille gravide kvinder på den måde, siger 36-årige Rikke Juhl til DR Nyheder.

Manden i PFA bad Rikke Juhl om at dokumentere, at rygsmerterne ikke havde noget med hendes graviditet at gøre, ellers ville pensions- og forsikringsselskabet ikke dække udgifterne til en behandling.

- Jeg kunne ikke bare lade mig røntgenfotografere, da jeg var gravid, så jeg endte med selv at betale 8-10.000 kroner til en fysioterapeut, siger Rikke Juhl.

Det viste sig, at Rikke Juhl havde ondt i ryggen på grund af en diskusprolaps. Hun følte, at PFA havde spildt hendes tid (Grafik: Michael Dorbec / Foto: Nils Meilvang © Scanpix / © PRIVATFOTO)

'Jeg vil beklage'

I sidste uge kunne DR Nyheder fortælle, at livsforsikringsselskabet Danica Pension ulovligt afviste at forsikre en gravid kvinde. Den sag beklagede Thomas Skrostrup, chef for skade- og helbredsbehandling i Danica Pension.

- Det er en fejl fra vores side. Det er også derfor, at vi lægger os ned og undskylder. Det burde ikke være sket, sagde han.

Nu har DR Nyheder været i kontakt med flere kvinder, der fortæller om lignende forløb, hvor pensions- og forsikringsselskabet PFA har afvist at dække udgifterne til behandling, fordi kvinderne har været gravide.

PFA har brudt loven. Det vurderer Institut for Menneskerettigheder.

- Det er klokkeklar kønsdiskrimination, og det er ulovligt, siger Maria Ventegodt, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

- Der findes et generelt forbud mod kønsdiskrimination, og derudover har Danmark implementeret et EU-direktiv, som siger det fuldstændig firkantet, at forsikringsselskaber ikke må forskelsbehandle på grund af graviditet, siger hun.

Rikke Juhls sag er blevet forelagt PFA, som nu erkender at have brudt loven.

- Jeg vil beklage, at hun har haft den oplevelse. Det er ikke godt nok, siger direktør for koncernjura i PFA Dorthe Bundgaard.

Ifølge Dorthe Bundgaard har PFA ikke altid været bekendt med lovgivningen.

- Vi vil blankt erkende, at vi har overset de her regler. Vi har ikke været opmærksomme på dem, og derfor har vi givet nogle afslag til kvinder, som vi ikke burde have givet, siger hun.

Et ukendt antal kvinder

Dorthe Bundgaard ved ikke, hvor mange kvindelige kunder, der har fået ulovlige afslag gennem årene, men hun siger, at de skal kontakte PFA, hvis de mener, at de har fået et ulovligt afslag.

- Vi kan kun opfordre de kvinder, der har fået afslag, til at kontakte os, så vi kan se på sagen igen, siger Dorthe Bundgaard.

PFA blev ifølge Dorthe Bundgaard først bekendt med den ulovlige praksis over for gravide kvinder i slutningen af 2019. Siden har selskabet været i gang med at ændre praksis, så gravide kvinder i dag bliver behandlet lovligt.

- De kunder, der retter henvendelse, vil vi naturligvis tage os ordentligt af og administrere efter den nye praksis, siger Dorthe Bundgaard.

Vil klage til nævn

Mange kvinder kan være blevet diskrimineret ulovligt gennem årene, vurderer Maria Ventegodt fra Institut for Menneskerettigheder, der forudser, at flere kvinder de kommende måneder vil tage kontakt til deres forsikringsselskab og kræve ulovlige afslag omstødt, så de kan få dækket de udgifter til behandling, som de har krav på.

Rikke Juhl er glad for, at PFA beklager afslaget og erkender, at det var ulovligt, men hun vil alligevel bringe sin sag videre.

- Jeg har tænkt mig at klage til Ligebehandlingsnævnet, siger Rikke Juhl.

"Det er en rigtig god ide," synes Maria Ventegodt fra Institut for Menneskerettigheder.

- Det vil jeg opfordre de andre kvinder til også at gøre, siger hun.

Har du oplevet lignende form for diskrimination? Skriv til DR-journalist Ole Hall på oleh@dr.dk.

Facebook
Twitter