Forsikringsselskaber: Det blå sygesikringskort er ubrugeligt i ferieområder

Der venter kaos, forvirring og store regninger til danskere, der rejser til udlandet udelukkende med det blå sygesikringskort i lommen.

Det kan blive dyrt at blive syg på charterferien til sommer. I mange ferieområder er der kun private lægeklinikker som ikke er dækket af det blå sygesikringskort. (Arkivfoto) (Foto: Annett Bruhn © Scanpix)

Forsikringsbranchen advarer danskere mod udelukkende at rejse på ferie inden for EU med det nye blå sygesikringskort i pungen.

- Problemet med turistområderne er, at der nærmest udelukkende ligger private klinikker og hospitaler, og så kommer du selv til at betale regningen, siger Karin Tranberg, chef for alarmcentralen i Gouda Rejseforsikring.

Et flertal i Folketinget har netop besluttet at supplere det gule sygesikringskort med et blåt kort, der gælder for danskere, der rejser til lande i EU.

Forskellen på de to kort er, at det blå kort kun dækker på samme måde som borgere er dækket i det EU-land, man er kommet til skade i.

Kan blive dyrt

I de fleste EU-lande er sygehusbehandlingen gratis, men kun på offentlige hospitaler, og dem kan der være langt til, hvis man kommer til skade på en alpetop.

- Hvis det går galt på pisten, og du skal med bananen ned eller flyves med helikopter, kommer du selv til at betale regningen, og den kan løbe op i mange tusinde kroner, siger chef for alarmcentralen i Gouda Rejseforsikring, Karin Tranberg.

Hun fremhæver især skisportsområderne i Frankrig, Østrig og Italien som problematiske.

Der ofte udelukkende private lægeklinikker og sygehuse på skisportsstederne, og så kommer man selv til at betale hele eller dele af transporten til det offentlige hospital, og det kan blive dyrt.

Hospitalsindustri

Også i populære ferieområder i Spanien, Cypern og på de græske øer er det svært at finde offentlige læger og sygehuse.

- På de græske øer er der kun privathospitaler, så der skal ofte køres langt for at komme på et offentligt sygehus, siger Karin Tranberg.

I flere ferieområder er der samtidig bygget en hel industri op om at behandle syge og skadede turister.

Lægerne har typisk en aftale med hotellerne om, at de skal bringe patienter hen til dem, og taxachaufførerne har flere steder en aftale med hospitalerne om, at de skal køre patienter hen til netop deres private hospital.

- Hvis man er svækket og ikke særlig god til at tale det lokale sprog, kan man meget nemt ende på en dyr privatklinik mod ens ønske, og de er mange steder meget villige til at operere. Det kan være svært at sige fra over for en læge, der mener, at du skal lade dig operere, siger Karin Tranberg.

Dårlig kvalitet

I dag varetager SOS International kommunikationen med den læge eller det hospital, man ender på med det gule sygesikringskort.

Med det blå sygesikringskort, skal man selv stå for kommunikationen og træffe valg om for eksempel operation.

Jakob Bender, der er direktør i Dansk Rejseforsikring frygter, at det ikke går op for danskerne, hvad ændringen til det blå sygesikringskort betyder.

- Vi har levet med det unikke gule sygesikringskort i generationer, og vi er vant til at være næsten fuldt dækket også i udlandet. Det er noget af en omstilling, og jeg håber at myndighederne bruger de penge, der skal til på oplysningskampagner.

Jakob Bender fremhæver desuden, at kvaliteten på visse europæiske sygehuse er elendig.

- Især i de tidligere østeuropæiske lande og Sydeuropa er servicen og kvaliteten af de offentlige hospitaler så dårlig, at vi må flyve patienter til andre europæiske lande. Fremover bliver man behandlet som enhver anden borger i det pågældende land.

Facebook
Twitter