Forsinkelser og aflysninger: IC4-tog skal holde stille efter uheld

Beslutningen betyder aflysninger og forsinkelser resten af dagen og i morgen tidlig.

IC4-togene har været en dyr omgang for DSB. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

DSB har besluttet at "indstille passagerdriften" med IC4-tog.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Beslutningen er blevet truffet, efter at en hydraulikpumpe gik løs på et IC4-tog i nærheden af Hedehusene Station. Noget lignende skete for kort tid siden.

- Vi er lige nu i gang med at undersøge årsagerne til episoden og har valgt at tage IC4-togene ud af passagerdrift, siger Anders Egehus, Driftsdirektør i DSB.

- Vi har for cirka to uger siden haft en episode, der umiddelbart kan minde om dagens hændelse. På den baggrund har vi valgt at indstille passagerdriften med IC4. Vi vil nu analysere hændelserne og derefter vurdere genindsættelsen af IC4-togene.

Det kommer til at betyde forsinkelser og aflysninger i togtrafikken resten af dagen, i morgen tidlig og formentlig de kommende dage, skriver DSB.

IC4-togene, der blev købt for milliarder af DSB i 2000, og siden da har de været plaget af problemer.

I december blev det besluttet, at de skal bruges som regionaltog, indtil de kan udfases.

Endnu engang skaber IC4-togene problemer for DSB, som tirsdag eftermiddag besluttede at tage de skandaleramte tog af skinnerne.

En pumpe havde revet sig løs under et tog, og det er kun to uger siden, at en lignende hændelse fandt sted. Derfor vil DSB nu undersøge togene, inden de får lov at komme på skinnerne igen.

FAKTA: IC4-togenes brogede historie

  • 2000: DSB bestiller 83 IC4-tog til i alt fem milliarder kroner hos italienske Ansaldobreda for 5,3 milliarder kroner. Alle tog forventes at være leveret og i drift inden 2006.

  • 2003: De første togsæt kommer til Danmark, men de er ikke køreklar.

  • 2007: De første IC4-tog bliver testkørt i Danmark. De kommer dog ikke i drift på grund af lugtgener fra togets udstødning.

  • 2008: Første IC4-tog kører i ordinær drift på en dansk strækning.

  • 2009: Ny dato for endelig levering af IC4-togene bliver udgangen af tredje kvartal 2012.

  • 2011: DSB indstiller al kørsel med IC4, efter at togene to gange på få dage er kørt forbi røde stopsignaler.

  • 2012: Trafikstyrelsen giver DSB tilladelse til igen at køre med passagerer i IC4-togene.

  • 2013: Det kommer frem, at udgifterne til IC4-tog har overskredet budgettet med mere end en milliard kroner.

  • Sommeren 2016: Status er, at 30 af de indkøbte IC4-tog kører - samme antal som i juni 2015. Planen er, at 77 tog skal være i drift i 2019.

  • December 2016: DSB opgiver de facto togene. Det besluttes, at de skal bruges som regionaltog, indtil de kan udfases.

  • Februar 2017: DSB nedskriver værdien af IC4-togene med over to milliarder kroner.

Kilder: Ritzau, DSB, Fagbladet Ingeniøren.

Facebook
Twitter