Forsker: Besøgshunde virker bedre på demente end robotsæler

Menneskets bedste ven har en positiv indvirkning hos ældre og demente viser ny forskning.

Labradorretrieveren Blackie er besøgshund på Plejehjemmet Bakkely i Videbæk (Arkivfoto). (Foto: Mette Skov-Jensen- DR)

Ældre og demente har nemmere ved at knytte kontakt til besøgshunde end til robotsæler og demensbamser.

Det viser nyt forskningsprojekt fra Trygfonden, der herhjemme råder over et korps af flere hundrede besøgshunde, som tager på besøg på plejehjem for at holde beboerne med selskab.

Projektet dokumenterer, hvordan besøgshunde kan tilføre noget i interaktionen med de ældre og demensramte, som robotsæler og demensbamser ikke i samme grad er i stand til.

Vigtigt at dyret reagerer på kontakt

- Tilsyneladende er det vigtigt, at dyret kan bevæge sig og reagerer på den kontakt, det får.

- Det kunne tyde på, at jo mere besøgsdyret kan, des mere stimulerende er det, siger ph.d. og seniorforsker på Aarhus Universitet, Karen Thodberg, der har ledet projektet.

Tidligere forskning om raske menneskers kontakt med dyr har påvist, at kontakten kan virke beroligende.

Karen Thodberg understreger dog, at hendes projekt ikke på samme måde kan dokumentere, at besøgshunde styrker trivslen og øger livsglæden blandt de medvirkende.

Sker en her-og-nu-effekt

- Selv om vi har undersøgt det nærmere, har vi ikke fundet nogle langsigtede effekter ved brugen af besøgshunde.

- Men under forsøgene kunne vi se, at der sker en her og nu effekt, hvor det fysiske møde med dyret virker stimulerende og dermed gør de ældre og demente mere glade.

- Vi har målt, at det gør en klar forskel, når de medvirkende kan røre og snakke med hunden. Det er simpelthen stimulerende, siger Karen Thodberg.

Svært at måle øget livskvalitet

Hun forklarer, at det i det hele taget er vanskeligt at måle en eventuel forhøjet livskvalitet særligt blandt de demente, da de ofte har svært ved at kommunikere.

- Man kunne have en formodning om, at en øget interaktion med hundene også øger den gavnlige effekt hos de ældre, men det er ikke noget, vi ved noget om på nuværende tidspunkt, siger Karen Thodberg.

100 beboere fra fire særligt udvalgte plejecentre i Vejle Kommune deltog i det tre år lange forskningsprojekt.

/ritzau/

FacebookTwitter