Forsker: Danske forældre burde kunne vælge børns køn

Der er ingen argumenter for at beholde lovgivning, der forbyder forældre at vælge køn på deres kommende barn, mener ph.d. i anvendt etik.

- Hvis min veninde kommer og fortæller mig, at hun er gravid og ønsker sig en pige, vil jeg ikke synes, det er moralsk forkasteligt, siger Fatima Sabir, der har beskæftiget sig med såkaldt fertilitetsturisme. (© DR)

Det er ulovligt at kønsselektere i Danmark, med mindre det handler om at undgå alvorlige og arvelige sygdomme.

Men det er der slet ikke noget argument for, lyder det fra Fatima Sabir, der er ph.d. i anvendt etik på RUC og har beskæftiget sig med såkaldt fertilitetsturisme.

- Indvendingen mod diskriminering er ikke ret stærk, fordi vi ikke har nogen grund til at forvente, at danske forældre af principielle grund vil foretrække en dreng eller en pige, siger hun.

Tilladt i Australien

Fatima Sabir henviser til undersøgelser fra lande sammenlignelige med Danmark, hvor kønsselektering er tilladt. Her vælger kommende forældre lige ofte en dreng, som de vælger en pige.

- Så der er ingen grund til bekymring. Hvis min veninde kommer og fortæller mig, at hun er gravid og ønsker sig en pige, vil jeg ikke synes, det er moralsk forkasteligt, siger Fatima Sabir og fortsætter:

- Hvis man tillader kønsselektering, respekterer man også individets ret til at forme den familie, man ønsker sig, siger hun.

SF: Hvor går grænsen?

SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, er lodret uenig og kalder det "etisk forkasteligt", at forældre via et dansk firma rejser til Cypern, hvor de frit kan vælge køn på deres kommende barn.

- Hvor går grænsen så efterhånden? Et gen kan også afgøre, om et barn bliver intelligent eller ej. Skal man så også kunne fravælge et køn på den baggrund?, spørger hun.

Læger advarer ifølge Jyllands-Posten om behandlingen på Cypern, da teknologien på klinikkerne ikke er tilstrækkelig dokumenteret.

Sundhedsstyrelsen er ved at undersøge, om det er lovligt at reklamere for rejser, hvor forældre kan vælge kønnet på deres barn.

Facebook
Twitter