Forsker: For de fleste er vitaminpiller spild af penge

Mange tror, at vitaminpiller kan booste immunforsvaret. Men det er faktisk kun meget få danskere, der får noget ud af at spise vitaminpiller, fortæller DR's Detektor.

Langt de fleste danskere får dækket deres vitamin-behov ved at spise varieret og sørge for at spise frugt, grønt og magre mejeriprodukter. (© DR)

Mange af os har et glas multi-vitaminpiller stående i skabet, så vi kan holde de værste forkølelser for døren i den kolde tid.

Men for langt de flestes vedkommende er det penge ud af vinduet. Det er nemlig kun en lille del af befolkningen, der har brug for en daglig vitaminpille. Det fortæller seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet Vibeke Kildegaard Knudsen til DR's Detektor.

- Der findes ikke nogen anbefalinger til sunde og raske voksne om at tage multivitaminer. Det anbefales, at man får dækket sit behov for vitaminer og mineraler gennem en sund og varieret kost, siger hun og tilføjer, at det herudover er vigtigt at komme ud i dagslyset for at få D-vitamin af den vej - særligt her i vintermånederne.

Følg kostrådene

Langt det fleste danskerne får dækket deres vitaminbehov ved at følge kostrådene - for eksempel ved at spise varieret og sørge for at spise frugt, grønt og magre mejeriprodukter hver dag, påpeger Vibeke Kildegaard Knudsen.

- Det er jo ikke sådan, at man skal gå og skrive ned hver dag, hvad man spiser for at være sikker på, at man spiser sundt nok. Men hvis man spiser varieret og frugt og grønt hver dag - og fisk en gang imellem - vil de fleste være i mål, siger hun.

Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at nogle grupper i samfundet supplerer med D-vitamin. Det gælder ældre over 70 år, personer med mørk hud, gravide, børn under to år samt personer, der går tildækket.

Overforbrug kan være farligt

Der findes groft sagt to typer af vitaminer: De vandopløselige, som vitamin B og C, der ikke bliver i kroppen, fordi det overskydende bliver skyllet ud med urinen, og de fedtopløselige, som vitamin A, D, E og K, som kan ophobes i kroppen.

Hvis man indtager mange vitaminer, kan ophobningen være skadelig, fortæller Vibeke Kildegaard Knudsen.

- Der, hvor det bliver farligt, er, hvis man tager enkelt vitamintilskud i meget høje doser og over længere tid. Men det er ikke noget udbredt problem, siger hun og påpeger, at almindelige multi-vitaminpiller har lave doser af vitaminer og mineraler.

C-vitamin-tilskud forebygger ikke forkølelse

Det er ikke unormalt at tage C-vitamin her i den kolde tid for at forebygge forkølelse og influenza. Men heller ikke her er der nogen dokumenteret effekt, fortæller Vibeke Kildegaard Knudsen

- Vitaminpiller er ikke medicin, og de er ikke beregnet til at skulle forebygge eller helbrede sygdom. Og der findes ikke noget belæg for at anbefale C-vitamintilskud for eksempel mod forkølelse.

Hør mere om vitaminpiller i Detektor klokken 11:03 på P1 og klokken 21:00 på DR2.

Facebook
Twitter