Forsker fik hademails efter dyresexartikel

Forsker bag udregningen om dyresex som vi omtalte i går, har modtaget ubehagelige mails og opkald efter gårsdagens artikel.

- Man kan mene om det, hvad man vil, men dyrene lider ikke nødvendigvis overlast, siger forsker Stine B. Christiansen om visse former for sex mellem mennesker og dyr

Siden videnskab.dk publicerede artiklen "Sex med dyr - ja, hvorfor ikke?" i går morges har historien bredt sig til andre medier, blandt andet dr.dk. Emnet og konklusionerne i artiklen har skabt væmmelse og forargelse og debatten på videnskab.dks hjemmeside har haft en skarp tone.

- Det er så klamt og uhyggeligt perverst, skriver en bruger. Nogle sammenligner dyresex med pædofili, mens andre forsvarer forskningsarbejdet.

Den reaktion har ph. d. -studerende og faglig sekretær for Det Dyreetiske Råd, Stine B. Christiansen, kunne konstatere ved at aflytte sin telefonsvarer og studere sin mailboks. Hun er en af de forskere, der udtaler sig om dyresex i artiklen.

- Jeg har da fået hademails og opringninger. Det er ret ubehageligt, og kritikken er også forfejlet, fortæller hun DR Nyheder.

Er der ikke noget vigtigere?

Et af de spørgsmål hun har fået er, om hun ikke har vigtigere ting at tage sig til end at studere sex med dyr.

- Det kan man mene, men det var en opgave, som Det Dyreetiske Råd fik af Justitsministeriet, og jeg er ansat til at løse den, forklarer hun.

Baggrunden for den specielle udredning er, at Justitsministeriet i 2005 bad Det Dyreetiske Råd om en rapport om dyresex. På det tidspunkt var der diskussioner om, hvorvidt sex mellem mennesker og dyr skulle forbydes.

Derfor ville Justitsministeriet have klarhed over, i hvilket omfang sex mellem mennesker og dyr var skadeligt for dyrene.

Udredningsarbejdet foregik ved at gennemgå den allerede tilgængelige litteratur og forskning på området.

- Vi har ikke selv forsket aktivt, altså ikke selv dyrket sex med dyr, forklarer Stine B. Christiansen med direkte henvisning til nogle af de brugere som finder udredningsarbejdet forkert og sågar perverst.

Dyrene tager næppe skade

Konklusionen på arbejdet var, at der findes former for sex mellem mennesker og dyr som næppe skader dyrene.

- Man kan mene om det, hvad man vil, men dyrene lider ikke nødvendigvis overlast, siger Stine B. Christiansen.

Hvorvidt sex mellem mennesker og dyr helt skal forbydes er et spørgsmål, som Stine B. Christiansen overlader til andre at vurdere.

Facebook
Twitter