Forsker: Flere produkter med farlig fluor bør forbydes

Regeringens vil forbyde fluor i mademballage, men stoffet bruges i andre produkter, der kommer tæt på kroppen.

Det skal være slut med at bruge fluorstoffer, der hjælper med at afvise smuds og vand, mener regeringen.

I papiret omkring din burger, i din hudcreme og på din smudsafvisende dug...

Organiske fluorerede stoffer findes alle vegne.

Men selvom de udskældte stoffer er smarte i en travl hverdag, har fluor mange uheldige sideeffekter.

Forskning tyder på, at fluorstoffer kan give risiko for forhøjet kolesterol, hjerte-kar-sygdomme, reduceret fødselsvægt, leverskader og dårligere immunforsvar hos børn.

Derfor er forsker ved DTU Fødevareinstituttet Anne Marie Vinggaard glad for, at regeringen foreslår at gøre fluor ulovligt i fødevareindpakning.

Men fluor gemmer sig mange flere steder end bare emballage, og derfor er det ifølge forskeren en god idé at overveje et forbud, der gælder endnu flere produkter.

Danmark kan blive foregangsland

I går aftes offentliggjorde regeringen, at det nu skal være slut med at bruge fluorstoffer, der hjælper med at afvise smuds og vand.

Og Anne Marie Vinggaard mener, at en lov mod farlige stoffer er en god vej at gå.

- Generelt er vi positive over for tanken om at gøre, hvad vi kan for at reducere eksponeringen til stofferne. Så det kan være en god idé også på andre områder at se på reguleringen af stofferne, siger Anne Marie Vinggaard.

Selvom hun helst så et forbud i hele EU, mener forskeren, at det er godt at starte på nationalt plan.

- Normalt foretrækker vi, at regulering sker på EU-niveau, men da det ikke er sket endnu, synes jeg, det er en rigtig god idé set ud fra et forsigtighedsprincip, at der bliver reguleret nationalt, forklarer hun.

Danmark er det første land i verden, som indfører et delvist forbud mod fluorerede stoffer. Derfor håber Anne Marie Vinggaard på, at Danmark kan inspirere andre lande til at følge trop.

- Danmark kan være et foregangsland. Det kan formentligt føre med sig, at andre lande følger med og også regulerer brugen af fluor, siger hun.

Farligt for helbredet

Både mennesker og miljøet tager skade af fluorstofferne, fordi de er så svære at nedbryde.

- Så snart vi har fået de her stoffer ind i kroppen, så går der typisk en del år, før vi skiller os af med stofferne igen, forklarer Anne Marie Vinggaard.

Fluor kan forurene drikkevandet, og det ser ud til at have negative effekter på blandt andet kolesteroltallet, immunforsvaret og fødselsvægten.

- Derfor er det vigtigt, at vi ikke i for høj grad er eksponeret for de fluorerede stoffer, siger Anne Marie Vinggaard og fortsætter:

- Generelt er de skadelige effekter forholdsvis små - men de er der. Og vi bør ikke acceptere, at vi bliver eksponeret for stoffer, der kan have de her uheldige effekter. Det er ikke noget, vi behøver at blive bange for, men det er noget, der bør tages hånd om.

Hold øje med din mad og drikke

Fluorerede stoffer bliver brugt i mange forskellige typer af produkter. De bliver brugt til at overfladebehandle tekstiler, tæpper og møbler. De bliver brugt i maling, kosmetik, brandslukningsskum, gore tex-tøj og mademballage, hvor de kan sprede sig til fødevarerne.

Selvom det virker som en overvældende mængde af produkter, der indeholder fluor, så er der ting, du selv kan gøre, næste gang du skal handle og gerne vil have færre fluorstoffer i indkøbsnettet.

Den største eksponeringskilde til florerede stoffer er fødevarer og drikkevand.

- Der er lavet nogle undersøgelser, der viser, at stofferne kan migrere fra for eksempel muffinforme og microbølge-popcornsposer, som bliver brugt i forbindelse med fødevarer, siger Anne Marie Vinggaard.

- Det kan det være en god idé at kigge efter svanemærkede produkter, der som udgangspunkt ikke har nogle fluorerede kemikalier, siger Anne Marie Vinggaard.

Derudover kan man tænke over, hvordan man opbevarer sine fødevarer.

- For eksempel er det ikke en god idé at opbevare sin pizza i pizzabakken gennem længere tid, for så øges risikoen for migration, fortæller hun.

Facebook
Twitter