Forsker: Fransk demonstration handler slet ikke om homoseksuelle

Det er en generel frustation blandt dele af befolkningen, ikke homoægteskaber, der er årsag til søndagens voldsomme demonstration i Paris, siger forsker.

Omkring 150.000 franskmænd demonstrerede søndag mod en ny lov, der tillader, at personer af samme køn kan gifte sig. (© Scanpix)

Stenkast mod politiet, voldsomme sammenstød, skyer af tåregas i Paris' gader og 300 anholdte.

Det var konsekvensen, da 150.000 franskmænd søndag indtog de parisiske gader for at demonstrerede mod en ny fransk lov, der tillader homoseksuelle at blive gift og adoptere børn.

Men i virkeligheden handler demonstrationen slet ikke om homoseksuelles rettigheder, mener forsker i fransk samfund og historie på Københavns Universitet, Jørn Boisen.

- Der er ikke flere franskmænd, der har noget imod homovielser end danskere. I gennemsnit går to tredjedele af den franske befolkning ind for, at de homoseksuelle får samme rettigheder som resten af samfundet. Og det svarer faktisk til niveauet i resten af Europa.

Forundret over voldsom reaktion

Frankrigs homoseksuelle har haft ret til at leve i registreret partnerskab i flere år, og derfor kan det også undre, at demonstrationen i går blev så stor og voldsom, som den blev.

Ifølge Jørn Boisen skyldes det, at en broget flok af højreorienterede grupperinger længe har ledt efter en fælles sag, de kunne gøre oprør mod.

- Det drejer sig både om pæne kirkegængere, skinheads, det borgerlige parti UMP og det mere ekstreme højreparti Front Nationale og alle der imellem, som gerne vil udtrykke deres generelle utilfredshed med regeringen.

Og for de vidt forskellige grupper er loven om de homoseksuelles rettigheder faldet på et tørt sted.

- Det svarer lidt til Tea Party bevægelsen i USA, eller femstjernebevægelsen i Italien, hvor man også har denne gruppe højrepopulister, der forsøger at slå sig på konservative tanker om familieværdier, som er det eneste man kan være nogenlunde enig om at ville bevare.

Fransk homo-modstand vil ebbe ud

Netop fordi de franske demonstranter ikke har samme mål, vil demonstrationerne mod homoægteskaberne også ebbe hurtigt ud, forudser Jørn Boisen.

- Der vil måske komme nogle mindre demonstrationer med mere militante elementer iblandt, men de store masser på gaderne vil vi ikke se igen.

Homo-lov er allerede vedtaget

Han mener blandt andet, at Frankrigs største oppositionsparti, UMP, efter gårsdagens voldelige demonstrationer, vil forsøge at distancere sig mere og mere til hele sagen.

- Det er jo en tabt sag. Loven er vedtaget og UMP kan ikke få mere ud af at demonstrere mod den efter i går.

Samtidig kan hverken de katolske gruppering eller det pænere borgerskab fortsat se sig selv som en del af voldelige optøjer mod en lov, de måske ikke har så meget imod.

- Der ligger ikke de store politiske ambitioner bag, og derfor vil det gå i sig selv igen, siger Jørn Boisen.