Forsker: Kvinder, der står frem med sexchikane, risikerer mobning og depression

Forud for Sofie Linde-møde efterlyser Kvinfo bedre beskyttelse af ansatte, der anmelder sexchikane.

Henriette Laursen, direktør ved Kvinfo, er inviteret med til Sofie Linde og andre kvinders møde med ligestillingsministeren i dag. (arkivfoto) (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Her til eftermiddag skal Sofie Linde og andre kvinder, der har stillet sig frem i offentligheden og fortalt om deres oplevelser med seksuel chikane på arbejdspladsen, mødes med ligestillingsminister Mogens Jensen (S).

Med til mødet er også fagforeninger, brancheorganisationer og Kvinfo, som er videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed. Kvinfo vil medbringe flere ønsker til ny lovgining.

- På mødet her til eftermiddag vil jeg bede ligestillingsministeren om at tage nogle politiske initiativer. Det handler om at få styrket arbejdstagerrettighederne. Blandt andet få hævet godtgørelsen for dem, der stiller sig frem og får medhold i en sag om seksuel chikane, siger direktøren for Kvinfo, Henriette Laursen.

- Vi kan se på undersøgelser, at man faktisk er i meget stor risiko for at miste sit arbejde, hvis man stiller sig frem og fortæller om seksuel chikane. Hvis man får medhold, så må man også have en godtgørelse, der beskytter én på samme måde som ved uberettiget afskedigelse, siger hun.

Nogle bliver mobbet

Forskning viser, at det kan have store psykologiske konsekvenser at stille sig frem i en sag om sexchikane, fortæller seniorforsker Maj Britt Dahl Nielsen, der i knap ti år har forsket i seksuel chikane. Blandt andet viser hendes forskning, at personer, der anmelder seksuel chikane, også har forøget risiko for at udvikle depression.

Ofte kan det have store konsekvenser at stå frem med en anmeldelse, fortæller hun.

- Nogle af dem, der vælger at gå til deres leder, oplever, at de måske får at vide, at de selv kan have lagt op til det, og nogle af dem har oplevet, at kollegaerne har valgt side, så de faktisk har oplevet at blive mobbet efterfølgende. Så nogle gange har det, der er kommet efter, været værre end selve episoden, siger Maj Britt Dahl Nielsen.

Derfor vælger mange ikke at anmelde det.

Typisk de unge, det går ud over

Sofie Linde fortalte som vært på Zulu Comedy Galla, hvordan hun tidligt i sin karrriere havde oplevet, hvordan en "tv-kanon" forsøgte at presse hende til at give ham et blowjob. Siden er mange andre kvinder i mediebranchen stået frem med vidnesbyrd om overgreb, seksuel chikane og sexisme på arbejdspladsen.

Sofie Linde på scenen ved Zulu Comedy Galla, hvor hun satte gang i debatten om sexchikane i den danske mediebranche. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Kvinfos direktør mener, at kvinderne på kort tid har rykket debatten.

- For 14 dage siden, da Sofie Linde fortalte om sin sag, der havde vi jo mediechefer, der sagde, at det her var noget, der foregik i gamle dage. Hele grundforudsætningen for, at vi får fat i det her er en erkendelse af, at det er noget, der foregår, og det foregår også, selvom du ikke mærker det som mediechef. For det er typisk de unge, praktikanterne og studentermedhjælperne, der ikke helt har hægtet sig fast på arbejdsmarkedet endnu, som det går ud over, siger Henriette Laursen.

Arbejdsgivere må tage chikane alvorligt

Derfor efterlyser hun også, at loven på en bedre måde, gør arbejdsgiverne ansvarlige for at forebygge seksuel chikane på jobbet.

- Nu beder vi politikerne tage fat i nogle politiske redskaber, der gør, at man også er nødt til at tage ansvaret mere alvorligt ude på arbejdspladserne.

Klarhed over processen er vigtig, mener også forsker Maj Britt Dahl Nielsen.

- Noget af det, vi hører igen og igen i vores interview, er, at mange ikke ved, hvor de skulle have henvendt sig, og ikke ved, hvad proceduren efterfølgende er. Det er virkelig vigtigt, hvis vi skal have flere til at stå frem, at de ved, hvem de skal gå til, og hvad der sker efterfølgende. "Hvad er konsekvenserne ved, at jeg går ind til min chef?", siger hun og tilføjer:

- Mange af dem, vi har talt med, ønsker ikke nødvendigvis, at krænkeren skal fyres eller straffes. Det handler først og fremmest for dem om at få det til at stoppe, så de kan få lov til at gøre deres arbejde.

Minister parat til lovændring

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) har før mødet i dag sagt, at der er brug for en kulturændring på arbejdspladserne. Han er åben for at bruge loven til at opnå det.

- For at fremme den kulturændring kan det godt ske, at man er nødt til at tage lovgivningsmæssige initiativer, ud over dem der er taget. Det er jeg selvfølgelig villig til at drøfte, sagde han i forbindelse med invitationen til Sofie Linde og de andre kvinder.

Facebook
Twitter