Forsker: Öcalans opfordring til fred er gylden mulighed

Både premierminister Recep Tayyip Erdogan og Öcalan har investeret meget politisk prestige i fredsaftale.

- Det er en gylden mulighed for en løsning, og alt peger i den retning, siger Daniella Kuzmanovic adjunkt ved Københavns Universitet og Tyrkiet-kender (© DR)

Det er det mest seriøse forsøg, der nogensinde er set på en fred i den tyrkisk-kurdiske konflikt.

Det siger Tyrkiet ekspert Daniella Kuzmanovic, Institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet.

Den fængslede kurderleder Abdullah Öcalan har torsdag fra fængslet opfordret til våbenhvile og bedt militante grupper forlade Tyrkiet for at bane vej for fred.

Gylden mulighed for løsning

- Udtalelsen var forventet, og der er absolut reelt indhold i den. Det er en gylden mulighed for en løsning, og alt peger i den retning, selv om meget stadig kan gå galt, siger hun.

Ifølge Daniella Kuzmanovic har både premierminister Recep Tayyip Erdogan og Öcalan investeret meget politisk prestige i aftalen.

Mange ubesvarede spørgsmål

- Der er stadig mange spørgsmål, der ikke er besvaret, og der er kræfter på begge sider, der ikke ønsker en fredelig løsning, men det er det mest seriøse forsøg, der er set nogensinde, siger hun.

Opfordringen til en våbenhvile er kulminationen på langvarige forhandlinger mellem Öcalan og regeringen.

Der er ud over en våbenhvile lagt op til en fredskøreplan efter det kurdiske oprør i navnlig det sydøstlige Tyrkiet. Öcalan var indtil sin anholdelse i 1999 leder af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK).

Den tyrkisk-kurdiske konflikt har kostet over 40.000 mennesker livet.

/ritzau/

Facebook
Twitter