Forsker om dødeligt virus: 'Jeg mener, alle kriterier for alvorlighed er opfyldt'

Verdenssundhedsorganisationen WHO bør erklære udbrud af kinesisk coronavirus for international sundhedskrise.

Medarbejdere fra et kinesisk laboratorium uddeler gratis luftvejsmasker til rejsende i en kinesisk provins. Udbrud af coronavirus falder sammen med det kinesiske nytår. der medfører stor rejseaktivitet. (Foto: Str © Scanpix)

Det er nu, man har mulighed for at begrænse og bekæmpe det dødelige coronavirus fra Kina.

Derfor bør verdenssundhedsorganisationen, WHO, handle og erklære udbruddet for en international sundhedskrise.

Det udløser nemlig en saltvandsindsprøjtning af midler og opmærksomhed, som kan få bugt med virusset, siger Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut.

Et virus der ifølge EU's Center for Sygdomskontrol indtil videre har kostet ni mennesker livet.

- Det er her i starten, hvor der ikke er mange, der er smittet endnu, at man kan gøre noget. Senere har man forpasset chancen, hvis de såkaldte superspredere begynder at rejse ud i verden fra Wuhan i Kina, siger Anders Fomsgaard, virusforsker ved Statens Serum Institut, til P1 Morgen.

Opdaget i kinesisk millionby

Lungevirusset blev første gang opdaget i den kinesiske millionby Wuhan kort efter årsskiftet. Kinesiske myndigheder har forbudt indbyggerne at rejse ud af byen for ikke at sprede smitten.

Ifølge de seneste tal fra kinesiske myndigheder, er 17 personer døde og man har registreret 582 tilfælde. Men Anders Fomsgaard forklarer, at europæiske myndigheder forholder sig til data, der er bekræftet af WHO samt EU's Center for Sygdomskontrol.

Her er der tale om 448 laboratorie-bekræftede sygdomstilfælde. Samt ni dødsfald som følge af virusset i Wuhan.

Who udskød beslutning efter møde

Onsdag aften mødtes eksperter fra WHO for at afgøre, om udbruddet skal erklæres for en international sundhedskrise. Det vil blandt andet udløse massive økonomiske midler, når verdens lande samarbejder om at slå sygdomsudbruddet ned.

- Jeg mener, at alle kriterier for alvorlighed er opfyldt. WHO's eksperter har udskudt beslutningen til i dag, fordi man ikke er helt færdig med at kigge på alle data, forklarer Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut.

Der er dog ikke nogen grund til, at danske borgere går rundt og er nervøse for at blive smittet, mener han.

- Risikoen for, at coronavirus kommer til Europa er lav. Der er også en meget lav risiko for, at den vil sprede sig i Danmark, siger Anders Fomsgaard.

Han understreger desuden, at coronavirus indtil videre kun smitter gennem tæt kontakt mellem mennesker. Som eksempelvis nære familiemedlemmer eller som mellem sygeplejerske og patient.