Forsker: Skrappe forældre får unge til at drikke mindre alkohol

Vores forbrug af alkohol falder. Forældre stiller krav til børnenes alkoholforbrug, og det virker.

Unges forbrug af alkohol falder, når forældrene opstiller regler, siger forsker. (Foto: Ulrik Jantzen © Scanpix)

Ugens sidste arbejdsdag er traditionelt lig med både fredagsbar på arbejdspladsen, skolefester og måske et glas vin til maden. Men der bliver stadig længere mellem snapsene.

Børn og unge drikker i dag mindre, end de tidligere har gjort, og det kan de takke deres forældre for.

Antallet af 15-årige, der har drukket en genstand er næsten halveret på otte år. Mens 50 procent af de 15-årige drenge i 2002 havde drukket mindst en genstand om ugen, så gjaldt det kun 28 procent i 2010.

For pigerne er andelen faldet fra 39 til 19 procent.

Rusmiddelforsker Jakob Demant, der er lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, mener, at diskussionen af og om alkohol har fået flere forældre til at sætte regler for deres børns forbrug af alkohol.

- Vi ved, at det betyder rigtigt meget, at forældrene tør have holdninger til det, siger Jakob Demant til dr.dk

Forældres regler har været dobbeltmoralske

En undersøgelse han lavede blandt forældre og deres børn i starten af sidste årti understøtter den konklusion. Af den fremgik det, at forældreregler om alkohol havde en voldsom effekt på børnenes alkoholforbrug. Også Selvom børnene måske ikke overholdte en regel om eksempelvis kun at drikke to genstande.

Men det er en nyere tendens, at forældrene stiller krav om, hvor meget børnene må drikke. Tidligere har det nemlig været dobbeltmoralsk som forælder, hvis man løftede pegefingeren med den ene hånd, mens man selv hævede vinglasset med den anden.

- Forældrene har haft svært ved at lave regler - det har været illegitimt, fordi de selv har drukket, siger Jakob Demant.

Politikerne har haltet bagefter

I 2011 blev aldersgrænsen på køb af alkohol hævet. I dag må butikkerne ikke sælge alkohol til unge under 16 år, mens spiritus kun må sælges til voksne over 18 år.

Selvom lovgivningen i sig selv formentlig har betydet mindre forbrug blandt de unge, så bør politikerne ikke tage skylden for det, mener Jakob Demant.

- Det virker som om, at politikerne har hængt bagefter folkesundhedsdiskussion. Jeg tror ikke, man kan give dem hele skylden for, at de unge drikker mindre, siger han.

Han henviser blandt andet til de politiske diskussioner om grænsehandel og afgiftsændringer, der fra politiske hold har sendt et blandet signal til befolkningen om alkoholkulturen.

- På den ene side har man strammet grebet om de unge, mens man konsekvent har liberaliseret de sidste ti år, så alkohol i dag er voldsomt meget billigere, siger han.

Facebook
Twitter