Forsker til betjente: Sig op!

Det er ringe dømmekraft eller misforstået loyalitet, når 14 københavnske betjente truer med at sige op fordi tre kolleger er blevet dømt for vold.

Gør alvor af truslen. De 14 betjente der truer med at sige op, hvis deres kolleger bliver dømt for vold, bør gå allerede nu, mener en ekspert. (Foto: Asger Ellekrog)

14 københavnske betjente rasler med sablen og truer i dag i Ekstra Bladet med at gå, hvis landsretten dømmer tre af deres kolleger for vold.

De 14 betjente reagerer på, at tre af deres kolleger i forrige uge blev dømt i byretten for vold, efter flere vidner har fortalt at de tre slog en 17-årig dreng med deres knipler under en aktion mod ungdomshuset i fjor.

Men de 14 betjente burde tage deres gode tøj og gå allerede nu, hvis de har en så ringe forståelse for magtens tredeling mener Linda Hansen, centerleder for Center for Rets- og Politiforskning.

- Det er vigtigt at slå fast, at de tre betjente er dømt, fordi der er uvildige vidner, der har forklaret, at de slog på den 17-årige. De 14 betjente, der nu truer med at sige op har enten ikke forstået dommen, eller også viser de en form for loyalitet der er komplet misforstået, siger Linda Hansen.

Danner ikke præcedens

Linda Hansen tror heller ikke på betjentenes frygt for, at betjente fremover kan blive dømt for vold i sager, hvor det er ord mod ord.

- Frygten for at blive dømt uretmæssigt for vold er ganske overdrevet. I sager, hvor det er ord mod ord er det netop de 14 betjentes ord, der vil veje tungest, siger hun.

I følge Linda Hansen er det meget få betjente, der bliver tiltalt eller kritiseret for vold i forhold til antallet af klager. I 2006 afviste statsadvokaten 210 sager mod betjente fordi det var ord mod ord. Kun i otte af 379 klager var der grund til kritik.

Facebook
Twitter