Forsker: Yahya Hassan er starten på en bølge

Der vil komme flere nye oprørske stemmer fra det muslimske mindretal, forudsiger minoritetsforsker.

Digteren Yahya Hassan er kun første skud på stammen. I fremtiden vil flere med indvandrerbaggrund stå offentligt frem og blive en del af den danske debat, forudsiger forsker. (Foto: Morten Holtum © Gyldendal)

Danskerne kan godt vænne sig til typer som digteren Yahya Hassan i den offentlige debat, der tør stå åbent frem og udtrykke sig kritisk overfor sin muslimske kultur, opvækst og religion.

- Yahya Hassan er kun begyndelsen på en bølge. Der vil komme mange flere stemmer som hans i debatten i de næste par år, forudsiger Mehmet Ümit Necef, lektor og forsker i religiøse minoriteter på Syddansk Universitet.

Han mener, at Yahya Hassans fremkomst på den offentlige scene er udtryk for en hel generation af danske multietniske unges behov for at gøre op med en meget religionspræget opvækst og baggrund.

Oprør har boblet under overfladen

- Vi har kunnet se det boble under overfladen i et års tid på SDU, hvor vi har mange unge med indvandrerbaggrund, siger Mehmet Ümit Necef, der ser samme tendens brede sig udenfor universitetets mure.

- De har fået nok. De fornægter ikke islam, men vil gerne have lov at have deres religion adskilt fra resten af deres liv og ikke have trukket religiøsitet ind i alle sammenhænge.

Startede med Muhammed-krisen

Mehmet Ümit Necef mener, at grundstenen til oprøret blev lagt allerede under Muhammed-krisen, hvor 12 tegninger i Jyllands-Posten af profeten Muhammed skabte en international krise.

- Der så vi, hvordan religionen blev gjort politisk og brugt til at skabe modstand mod det danske samfund.

En af hovedmændene bag krisens omfang var den daværende imam i Danmark, Ahmed Akkari, som rejste rundt i Mellemøsten og fandt støtter mod de 12 tegninger.

Men for få måneder siden stod samme Ahmed Akkari frem og erklærede, at han havde taget fejl i Muhammed-krisen.

- Det er næppe tilfældigt, at vi ser Yahya Hassan komme frem tre måneder efter Ahmed Akkari begyndte at blande sig i debatten, siger Mehmet Ümit Necef.

Vil komme flere stemmer til

Han mener, at de to stemmer til sammen er starten på en indvandrerdebat med flere facetter end hidtil.

- Det muslimske mindretal har i flere år været stort set usynligt i den offentlige debat, og kun haft enkeltstående stemmer som eksempelvis Bashi Qureshi til at tale hele det muslimske mindretals sag, siger Mehmet Ümit Necef og fortsætter:

- Nu kommer der en pluralisme i den danske indvandrerdebat med flere stemmer - og det ser jeg bestemt som et sundhedstegn.

Skal være plads til Yahya Hassans modsætninger

For ligesom der kommer stemmer som Yahya Hassans vil der også komme debattører med et modsat budskab.

- Og det er kun godt. Det betyder, at vi hører flere sider af sagen, siger Mehmet Ümit Necef.

Facebook
Twitter