Forskere bag udskældt rapport: Ikke Erdogan-propaganda

To forskere bag udskældt rapport afviser, at de fremstiller Danmark som et islamofobisk land.

De to forskere afviser at være en del af Tyrkiets propaganda-maskine. (Foto: ADEM ALTAN © Scanpix)

To forskere, der står bag en meget udskældt rapport om islamofobi i Danmark, har svært ved at tage kritikken alvorligt.

Det fortæller den ene af forskerne til DR Nyheder.

- Vi har ikke skrevet, at Danmark er et islamofobisk land. Vi skriver, at islamofobi findes i Danmark, siger Sibel Özcan.

Kritikken er i dag haglet ned over rapporten, som er betalt af en tyrkisk tænketank med EU-midler. I rapporten står der blandt andet, at Danmark sidste år var præget af "krænkende holdninger" og "ekskluderende politiske kampagner" rettet mod herboende muslimer.

Sibel Özcan har skrevet den danske del af rapporten sammen med Zeynep Bangert og understreger, at hun udtaler sig på begge forskeres vegne. Og de afviser som sagt, at konklusionen er, at Danmark er et islamofobisk land.

- Men man kan ikke lukke øjnene for noget, der findes. Og hvis man spørger danske muslimer, så vil mange sige, at islamofobien findes i det danske samfund, siger hun.

Usagt islamofobi

Hun fortæller, at opgaven lød på at undersøge, om der findes islamofobi i Danmark og give en status på den ud fra eksempler i 2018. Og ifølge forskerne blev de meget overraskede over, hvor mange tilfælde de fandt, da de gik i gang med at lede.

Hun nævner maskeringsforbuddet og loven om håndtryk for statsborgerskab som eksempler. Og selvom muslimer ikke er nævnt direkte i loven, mener Sibel Özcan, at det indirekte er rettet mod især muslimer.

- Når man ved, at bestemte befolkningsgrupper dækker ansigtet eller ikke giver hånd, så er det let at tolke lovgivningen som usagt islamofobi. Det er altså ikke selve lovene, men italesættelserne under vedtagelsesprocesserne, som afslører islamofobien. Det er jo ikke, fordi politikerne har været nervøse for, at alle og enhver vil gå rundt med en gyser-maske, siger hun.

Ikke Erdogan-propaganda

En stor del af kritikken går også på, at rapporten er udgivet af den tyrkiske tænketank Seta, som har klare forbindelser til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Og at rapporten dermed er ren propaganda og bestillingsarbejde fra Tyrkiets side.

Det afviser de to forskere.

- Den kritik er fuldstændig ved siden af. Vi har aldrig haft noget med ham (Erdogan, red.) at gøre, og vi har haft 100 procent frie hænder til at lave rapporten. Jeg har ikke haft kontakt til Seta under udarbejdelsen af rapporten, siger Sibel Özcan og afviser, at hun og kollegaen er blevet brugt som et propaganda-redskab.

- Rapporten er jo ikke lavet til Erdogan, men til EU og os alle sammen. Motivet har været at bidrage til sameksistens. Man kan ikke negligere de her oplevelser, som folk har med islamofobi. Man er nødt til at gøre noget ved det, siger hun.

Sibel Özcan er tredjegenerations-dansktyrker og dansk statsborger, mens hendes kollega med Sibel Özcans egne ord er ”pæredansk”.

- Så jeg har ingen holdning til Erdogan i Tyrkiet. Jeg har ikke nogen holdning til, om folk i Tyrkiet skal stemme eller boykotte valg. Jeg er dansk statsborger og har mine politiske interesser her i landet, siger hun.

Forskere: Læs rapporten

I Jyllands-Posten kritiserer Brian Arly Jacobsen, der er religionssociolog og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, rapporten for at håndplukke eksempler på islamofobi, så der fremstår en antimuslimsk tendens.

Men det har også været en del af opgaven at beskrive de hændelser, der har været, forklarer Sibel Özcan.

- Men det er da trist, hvis man vælger at opfatte det, som om Danmark er et islamofobisk land. Det er det ikke, men islamofobien eksisterer altså og er i vækst. Til gengæld beskriver rapporten også, at der findes modpoler, modbevægelser og personer, der arbejder for sameksistens i Danmark. Og det vil man finde ud af, hvis man rent faktisk læser rapporten, siger hun.

Også på Facebook giver forskerne i dag svar på den kritik, der i dag bliver rejst i Jyllands-Posten.

Læs rapporten ved at klikke her