Forskere: Danske medier overdriver USA-valg

Siden januar har der været over 5000 artikler, tv- og radioindslag om valget. Men udfaldet byder uendelig lidt for danskerne, siger flere forskere.

I årets første ti måneder er der lavet mere end 5000 artikler, tv- og radioindslag om valget. Alene i de danske medier. (Foto: Darren Hauck © Scanpix)

Danske medier er gået helt over gevind i deres dækning af det amerikanske præsidentvalg. I årets første ti måneder er det blevet til mere end 5000 artikler, tv- og radioindslag om valget.

I virkeligheden betyder udfaldet af det amerikanske præsidentvalg uendelig lidt for danskerne, siger flere forskere til Ugebrevet A4.

Enhver lille detalje

Forskellen på de to præsidentkandidater betyder først og fremmest noget på udenrigspolitikken mener seniorforsker Vibeke Schou Tjalve fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

- Vi skal høre om hver en lille detalje i hver en lille amerikansk delstat. Jeg synes, at det uvæsentlige er overeksponeret. I dækningen stiller journalisterne ikke de spørgsmål, der er mest interessante for danskerne – dem, der handler om, hvilken præsidentkandidat, der i sin måde at lave udenrigspolitik på bedst tjener Danmarks interesser, siger Vibeke Schou Tjalve.

Også afdelingsleder og professor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Hans-Henrik Holm vurderer, at medierne skaber et fortegnet billede af præsidentvalget.

X-Faktor over mediedækningen

- Medierne fokuserer på kransekagefiguren og på interne problemer i USA snarere end på forholdet mellem USA og omverdenen. Der er snart ikke en amerikansk vælger, der ikke er blevet interviewet af en dansk journalist og snart ikke en stat, som danske medier ikke har besøgt. siger Hans-Henrik Holm.

Lektor på Aarhus Universitet Derek Beach kalder det lidt X-Faktor over mediernes dækning af valgkampen.

Den har stor underholdningsværdi, at vi vælger verdens mægtigste mand. Men jeg har svært ved at forklare, hvorfor der skal være den massive medieopmærksomhed, siger Derek Beach.

Han henviser til, at det betyder langt mere for danskernes hverdag, jobmuligheder og økonomi, hvad der sker i EU og i de kriseramte EU-lande. Alligevel bliver de ikke dækket i samme omfang.

Facebook
Twitter