Forskere: Dystre udsigter for klimaet

Det ser ikke godt ud fremtidens klima. Sådan lød konklusionen på klimakonferencen i Bella Centeret. Danmarks mål er nu at blive fri for fossile brændstoffer, melder statsministeren.

Stigende vandstande og høje temperaturer har været på plakaten i Bella Centeret i København de sidste dage. Her har 2000 forskere fra hele verden været samlet til en videnskabelig klimakonference.

I tre dage har forskerne diskuteret, hvor slemt det står til med fremtidens klima. Og konklusionen er, at skyerne er blevet endnu mørkere.

- Det væsentlige er, at udledningen af drivhusgasser fortsat stiger umådeholdent. Der er ikke kommet den reduktion, man havde håbet på. Det betyder også, at vandstanden i havene fortsat vil stige, fortæller DRs klimaekspert Jesper Teilgaard, der selv deltog i konferencen, til Radioavisen.

Ingen fossile brændstoffer

Derfor skal der handles hurtigt, hvis de værst tænkelige fremtidsudsigter fra FN's Klimapanel ikke skal blive en realitet, mener de bekymrede klimaforskere.

Den lader statsminister Anders Fogh Rasmussen til at være med på. Han deltog ved konferencen, og han mener tilsyneladende ikke der er nogen grænser for, hvor grøn den danske klimaprofil skal være.

- Jo grønnere, jo bedre. Danmark har som mål at blive helt fri for fossile brændstoffer, sagde statsministeren ifølge Ritzau.

Forskerne på konferencen meldte da også klart ud til politikerne, fortæller Jesper Teilgaard.

- Politikerne har bolden nu. De har fået at vide, hvilken retning vi skal køre. Vi skal af med de kulfyrede kraftværker og fossile brændsler og vi skal over på grøn teknologi, fortæller Jesper Teilgaard.

Håb forude

Men konferencen viste også, at der er håb forude, fortæller han:

- Der er den teknologi, der skal til for at omstille os til ikke kulfyrede kraftværker, så vi kommer til at bruge grøn teknologi i fremtiden i stedet for den her svinende med CO2, siger Jesper Teilgaard til Radioavisen.

Forskernes videnskabelige arbejde skal bruges som input til de politiske forhandlinger på FN's klimatopmøde i København til december. Her skal verdens klimaforhandlere og statsledere forsøge at nå til enighed om en ny global klimaaftale.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lovede på det afsluttende plenarmøde i Bella Center, at han vil tage eksperternes input med til sine kommende møder med andre stats- og regeringsledere.

Facebook
Twitter