Forskere efterspørger viden: Corona kan have påvirket vores mentale helbred

Studier peger på, at corona har påvirket os negativt. Men endnu er forskningen præget af usikkerhed.

Ud fra analysen vurderer forskerne, at coronapandemien kan have negative konsekvenser for vores mentale helbred, ligesom fugleinfluenzaen havde i 2002. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Angst, depression, stress og dårlig søvnkvalitet kan være nogle af de konsekvenser, coronavirusset har haft.

Forskere fra Københavns Universitet, Psykiatrisk Center København og Region Hovedstadens Psykiatri har gennemgået 43 videnskabelige studier fra hele verden, som foreløbigt peger på, at pandemien kan have haft negative konsekvenser.

Ikke kun hos de smittede, men også blandt sundhedspersonale og i den generelle befolkning.

- Det er tidligere kendt fra fugleinfluenzaen i 2002-2003, at det mentale helbred blev påvirket hos patienter, der overlevede sygdommen, og hos det sundhedspersonale, der behandlede patienterne, siger professor i immunologi og mikrobiologi Michael Eriksen Benros i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Indtil videre peger gennemgangen af studierne på, at sundhedspersonale har oplevet et højere niveau af angst, depression, psykisk stress samt dårligere søvnkvalitet, efter coronavirusset blussede op.

Og blandt dem, der har været indlagt med corona, fandt forskerne en større risiko for at udvikle en depression.

Resultaterne skal tages med et gran salt

Men analysen skal tages med forbehold, da der er flere usikkerheder ved studierne. Blandt andet at er de lavet som online-spørgeskemaer, og det er usikkert, om resultaterne fra undersøgelserne, hvor nogle kommer fra Asien, kan overføres direkte til Europa.

- Der er behov for mange flere og bedre undersøgelser, men resultaterne er stadig relevante, siger Michael Eriksen Benros.

Efterspørgslen på viden bakkes op af Nina Vindegaard Sørensen, som er ph.d.-studerende på institut for immunologi og medforfatter på analysen.

- Forskning på det her område er ekstremt vigtigt, da viden er en forudsætning for at kunne håndtere eventuelle psykiske følger af Covid-19.

Kortlægning på vej

I maj blev der sat et globalt studie i søen, som skal kortlægge, hvordan virusset påvirker det mentale helbred. Her skal tusindvis af danskere svare på et spørgeskema med et halvt og et helt års mellemrum, så man blandt andet kan sammenligne de deltagendes humør.

Danmark er blot et ud af de 60 lande, som er med i det globale studie.

Facebook
Twitter